Haslev

Svar på læserbrev om velkomstmøde i Faxe kommune

Læserbrev: Birthe Hollesen har i et læserbrev givet udtryk for, at kommunens seneste velkomstmøde for nye borgere ikke var meget værd.

Indsendt af Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe Kommune

Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi havde ellers gjort en stor indsats for at ramme bredt, og med op mod 20 stande, og endnu flere medarbejdere, havde vi forsøgt at skabe gode muligheder for at få information.

Der var f.eks. repræsentanter fra kommunens borgerservice, sundhedstilbud, ungdomsskole, dagtilbud, Campus Haslev, Vibeengskolen, Faxe Forsyning, Faxe Erhvervsråd, musikskolen, kirken, LAG Faxe, turistområdet, foreningslivet og Geomuseum Faxe.

Mødet var dermed et nyt tilbud, som rækker ud over, hvad vi tidligere har gjort, og hvad man iøvrigt ser i mange andre kommuner. Vejret var dog ikke med os, datoen knap så velvalgt, og fremmødet kunne have været meget bedre. Der er derfor plads til forbedringer, og vi arbejder løbende på at udvikle konceptet. En rundtur i bus med information undervejs er allerede i støbeskeen.

Birthe Hollesen efterlyser samtidig en professionel velkomstmappe. Det er netop, hvad vi nu sætter i værk. Fremover vil alle nye borgere i Borgerservice få tilbudt en velkomstpakke, som blandt andet består af en samlemappe med information om kommunens tilbud. Mappen indeholder pt. ikke rabatkuponer, men det kan måske komme sidenhen, hvis områdets erhvervsdrivende har lyst til at være med.

Vi tager altid gerne imod gode forslag eller input til pakken, så vi i fællesskab kan tage godt imod kommunens nye borgere.

Læs også: Læserbrev: Velkomstmøde ikke meget værd

Kommentarer