Svar på læserbreve om klassedannelse
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/02/knud_erik_hansen-feb2012.jpg)
Et par læserindlæg både på nettet og aviserne har påpeget, at den nye skolestruktur har den konsekvens, at nogle børn/unge enten skal begynde på en anden skole (afdeling), end de havde ønsket, eller skal flytte skole ved overgangen til 7. klasse
Indsendt af borgmester Knud Erik Hansen (A) og formand for Uddannelsesudvalget Henrik Christensen (V).
Vi har forståelse for den frustration, som rammer nogle familier i den anledning, men det er en af konsekvenserne ved den nye skolestruktur, at der vil være nogle børn, der skal flyttes mellem afdelingerne. Ændringen af skolestrukturen har imidlertid samtidig givet store forbedringer blandt andet i form af en forøgelse af timetallet til det vejledende timetal og ekstraordinære midler til kvalitetsforøgelse i folkeskolen.
Med byrådets beslutning om at danne yderligere en 0. klasse på henholdsvis Midtskolen og Vestskolen er det imidlertid ganske få elever, som vil opleve ikke at få deres skoleønske opfyldt. Dette skal ses i lyset af, at alternativet til den nugældende skolestruktur meget vel kunne have været en lukning af to skoler, hvorved et langt større antal elever og familier ville have skullet forholde sig til skoleflytninger og uopfyldte skoleønsker. Vi anerkender naturligvis, at det ikke mindsker frustrationen for dem, som står med uopfyldte ønsker nu og her.
For så vidt angår elevernes overgang til 7. klasse, hvor en række elever vil skulle flytte skole, så forholder det sig således, at det er skolelederne, som har kendskabet til eleverne, der beslutter, hvor eleverne skal afslutte deres skolegang. Vi er orienterede om, at skolerne naturligvis søger at gøre deres bedste for at sikre en så hensigtsmæssig og god overgang som overhovedet muligt.
Beslutningsprocessen omkring klassedannelserne har i øvrigt været åben hele vejen igennem og har som i 2012 været behandlet i Uddannelsesudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet. Så vi kan forvisse Kurt Munck om, at de demokratiske spilleregler overholdes, og at intet søges hemmeligholdt.
Kommentarer