Faxe Ladeplads

Svar på borgmesterens læserbrev

debat_logo

Debat: Kære Borgmester Knud Erik Hansen. Det er med den allerstørste ulyst, at vi besvarer dit læserbrev af 12 ds.

Indsendt af Jens H. Larsen. Formand for Faxe Ladeplads By- og Kystlaug.

Dine læserbreve og vores svar involverer dig personligt (ikke vores valg) og drejer sig nu om selve retten til at have ret.

Det er IKKE vores mission og vi afstår fra en fortsættelse af diskussionen om citater fra et oppustet lokalplanforslag, som vi allerede har protesteret imod.

Vi har ikke tidligere diskuteret offentligt med nogen person fra kommunen, altid kun med ”kommunen” som den ansvarshavende faktor.

Faxe Ladeplads By- og Kystlaug er en lokal forening af borgere, der prøver at tage vare på Faxe Ladeplads ved aktivt at protestere mod kommunale beslutninger, som VI mener forringer en eller flere af værdierne i lokalområdet.

Fortolkninger af kendsgerninger vil vi gerne deltage i.

Det er indiskutabelt, at du ved borgermødet d. 5. oktober då. sagde, ”at du allerede i 2014 havde besluttet, at du ville have industri i Faxe Ladeplads”. Det har vi citeret dig for i vores offentliggjorte høringssvar.

At du af den årsag føler dig personligt ansvarlig og begynder at involvere dig med læserbreve, kan vi ikke have nogen medskyld i.

At lokalplanforslaget giver udtryk for, at det er udarbejdet med udgangspunkt i 300 borgeres ønsker fremsat på et borgermøde, er en manipulation, vi betragter som forsøg på bedrageri overfor borgerne og byrådet. Det er ikke, som du skriver, ”en voldsom fortolkning”, men derimod en kendsgerning vi protesterer imod og fortsat vil klage over, hele vejen, så langt det er nødvendigt.

I dit seneste læserbrev forklarer du, at vi også har uret, mht. hvordan det blev muligt for BG Stone at etablerede sig. På den måde fastholder du, til stadighed, borgerne og byrådet i den vildfarelse, at BG Stone’s etablering havde årsag i, at den gældende lokalplan ikke kunne forhindre det.

Læs også: Nyt svar til Faxe Ladeplads By- & Kystlaug

Af hensyn til almindelig ordentlighed vil vi her, for denne ene gangs skyld, offentliggøre beviserne for den kendsgerning, at Kalken til fordel for BG Stone sendte kommunen to noter med usandt indhold, hvilke var udslagsgivende for, at borgmesteren d. 22/12 2008 følte sig tvunget til at skrive et brev med retningslinjer for et beskedent brug af arealet, et brug der ikke i væsentlig grad måtte overstige den hidtidige anvendelse. (Anvendelsen er beskrevet i notaterne fra Kalken.)

Allerede d. 2. juni og igen d. 4. juni 2008 skrev direktør Poul Tholstrup to falske noter til Faxe Kommune om Faxe Kalks hidtidige anvendelse af arealet. Udsagn, som (fortolket af Horton advokaterne), skulle bane vejen for BG Stone’s fortsættelse af Kalkens påståede ”hidtil lovlige anvendelse”. En påstand basseret på et falsum, der gennem årene blev fastholdt og forsvaret med stadig kraftigere midler, af Faxe Kalk’s advokater.

 

Se mere på www.byogkyst.dk under opslaget den 6. januar 2014: By og Kysts indlæg til Natur- og Miljøklagenævnet, indlæg til sagen, Faxe kommune versus Faxe Kalk A/S, med bilag, 2 noter fra Faxe Kalk + div. oprensnings- og klaptilladelser fra Amtet.

 

Vi kom i besiddelse af noterne ved, den 31. december 2012, at bede om aktindsigt i sagsforløbet.

 

Sagen ligger tilsvarende belyst på dette link på www.byogkyst.dk.

 

 

Sagens kerne var og er, at Faxe Kalk enten havde overtrådt miljøloven ved at lande og anvende sand, oprenset fra sejlrenden, uden nyttiggørelsesattest eller havde opnået en ”betinget adgang” ved at lyve for kommunen om deres tidligere aktiviteter. Ved domsafsigelsen kunne påstanden om tidligere lovlig anvendelse ikke gøres gældende, så på det grundlag blev begge parter tillige dømt som ”værende i ond tro.” ”Nævnets afgørelse” kan også læses på vores hjemmeside, som ovenfor anvist.

 

Dit udsagn om, at BG Stone efterhånden bredte sig på området og derfor tabte sagen, er heller ikke korrekt. Firmaet bredte sig, med den allerstørste brutalitet, fra dag ét – til hele området. Dette blev bemærket af kommunens medarbejder allerede d. 28. april 2009.

Forholdet blev indklaget adskillige gange og bevist med luftfotos. Hele den lange klagesag kan genlæses fra A til Z på vores hjemmeside, som ovenfor anvist.

Kommentarer