Svar til borgmesteren om havnen i Faxe Ladeplads
Debat: Faxe Ladeplads By- og Kystlaug svarer borgmesteren: Ja, mange ønsker erhverv på havnen, men ikke INDUSTRI.
Indsendt af Jens H Larsen. Formand for Faxe Ladeplads By- og Kystlaug.
Kære borgmester Knud Erik Hansen!
Du skriver, at vi er mange, der ønsker erhverv på havnen, ja, det er rigtigt, den 17. februar var der over 300 borgere, der ønskede arbejdspladser på havnen, for eksempel vandrehjem, kontorudlejning, campingvogn opbevaring, snedkerier, bådudlejning og reparation, bådebyggeri, Kriegers Flaks’ mandskabsbase osv. dvs. erhverv.
Læs også: Svar på læserbrev fra Faxe Ladeplads By- og Kystlaug
Men de borgerønsker, manipulerede kommunen til, at borgerne ønskede INDUSTRI helt op til klasse 6 og med de dertil svarende miljøbegrænsninger for naboområderne.
Begrænsninger, der uvægerligt vil påvirke brugs- og ejendomsværdien af hele kvarteret omkring havnen.
Det er dén manipulation og urimelighed, vi påpeger i vores høringssvar.
Du skriver, at havnen samtidig gøres attraktiv for byens borgere. Vil det sige, at terrorhegnet fjernes, så man kan gå eller cykle en tur i havnen?
Læs også: Høringssvar – HAVNE FLIK FLAK
Du skriver, at DLG er klasse 6 industri, men lokalplanforslaget placerer den alligevel i klasse 5 …. hvorfor?
I andre byer, hvor DLG har virksomheder, har de klassificering som havende ingen eller kun lille miljømæssig ulempe?
Du skriver, at den nugældende lokalplan var årsag til at BG Stone kunne etablere sig. Det er forkert: BG.Stone og Kalken førte kommunen bag lyset med en urigtig erklæring om en tidligere aktivitet. Et forhold, der blev domfældet af Natur- og miljøklagenævnet til ugunst for både BG.Stone og Kalken.
Du skriver, at BG. Stone eller en lignende klasse 7 virksomhed vil kunne etablere sig, ”hvis de overholder de vilkår, der stilles ved tilsyn og ansøgninger /godkendelser”. Den forudsætning må gælde i ALLE virksomhedsklasser.
Du skriver, at de hidtidige rekreative aktiviteter bibeholdes og understøttes.
Hvordan kan dét være understøttende og til glæde for naboer og turister, at der ikke må klages over støj og ikke må iværksættes miljøfølsomme aktiviteter og at området, der i forvejen er belastet af industri, bliver bebyrdet med endnu mere industri?
Vi kan kun opfordre til fornyet gennemlæsning af lokalplanforslaget og af vores høringssvar af 1. nov. 2015. Kan findes på www.byogkyst.dk
Kommentarer