Svensk kæde har overtaget Faxe Dyrehospital
Faxe: Faxe og Vordingborg dyrehospitaler har valgt at tilslutte sig den svenske kæde Evidensia og bliver dermed en del af Nordeuropas største dyrehospitalsgruppe.
Med aftalen bliver Faxe og Vordingborg dyrehospitaler medlemmer af et stort fagligt fællesskab, med snart over 100 dyrehospitaler og –klinikker i fire lande. De to hospitaler, som har fælles ejerkreds, ligger med blot 40 kilometers afstand og deler personale. Begge er henvisningshospitaler, men med hver deres specialer. Vordingborg Dyrehospital er 100 pct. fokuseret på behandling af smådyr, mens det noget større Faxe Dyrehospital behandler både smådyr, heste og landbrugsdyr. Hestehospitalet er nybygget med moderne og veludrustede lokaler med bl.a. CT-scanner.
– Vi er vant til at udnytte hinandens ressourcer og kompetencer på tværs af vores to dyrehospitaler. Nu bliver vi en del af et endnu større fællesskab, hvor vi får adgang til nogle af verdens førende specialister og efteruddannelsesprogrammer. Det kommer både dyrene og deres ejere til gode, siger Thomas Gregersen, administrerende direktør for Faxe og Vordingborg Dyrehospitaler.
– Det er en enorm faglig styrke, at vi er så mange. På nordisk plan tilser Evidensia over 700.000 dyr årligt. Det giver naturligvis et meget stort erfaringsgrundlag. Samtidig kommer vi til at stå væsentligt stærkere lokalt. Vi får en masse nye, meget kompetente kollegaer og mulighed for at henvise vores patienter til nogle af de mest moderne dyrehospitaler i landet, siger Thomas Gregersen.
Med den nye aftale råder Evidensia i Danmark over otte dyrehospitaler og –klinikker. Udover Faxe og Vordingborg er Evidensia til stede i Næstved, Karlslunde, Birkerød, Hillerød og Kolding.
-Det er en meget stor glæde at byde Faxe og Vordingborg dyrehospitaler velkommen i vores nordiske fællesskab. Vores plan er at vokse i Danmark, og vi går til markedet med et ønske om at professionalisere vores branche i kraft af høj faglig viden og kontinuerlig uddannelse af alle medarbejdere. Vi glæder os til at få de dygtige nye kollegaer i Faxe og Vordingborg ombord, siger Jørgen Have, landechef for Evidensia Danmark.
Kommentarer