Haslev

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi går på Facebook

Faxe Kommune: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi går på facebook, som én af de første politikredse

Det er snart tre år siden Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds tog det første skridt ud på de sociale medier med Twitter. Det blev en succes, og Twitter er i dag et brugbart arbejdsredskab i politiets kontakt til borgerne. Nu er tiden kommet til at tage det næste skridt: Facebook.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi går den 1. marts 2016 på det sociale medie Facebook. Dermed bliver politikredsen blandt nogle af de første politikredse, der nu også er tilgængelige på Facebook.

– Tilbage i foråret 2013 gik vi på Twitter. Det var en ny verden vi i begyndelsen udforskede med både spænding og forsigtighed. Men det viste sig hurtigt at være et godt arbejdsredskab og en god måde at skabe kontakt til borgerne. Så vi har så at sige trådt vores sociale mediers barnesko med Twitter, og er nu klar til at udbygge området, siger politidirektør Lene Frank og fortsætter:

– Det gør vi med Facebook og opbygger dermed endnu en kommunikationskanal til vores borgere. De sociale medier udgør jo en stadig større del af kommunikationen her i landet, og vi vil gerne møde borgerne i øjenhøjde de steder, hvor borgerne selv vælger at være til stede. Og så vil vi gerne have, at borgerne opfatter os, som en moderne institution med en åben og tilgængelig kommunikation. Dette er en oplagt mulighed med Facebook, fastslår Lene Frank.

Hvor politiets tilstedeværelse på Twitter i høj grad drejer sig om her og nu-oplysninger, så åbner brugen af Facebook op for at give den lidt dybere forklaring eller rådgivning og vise politikredsens ”ansigt”. Ved på den måde at have flere velfungerende kommunikationskanaler sikrer politikredsen, at politiet fx i en krisesituation, kan nå ud til flest muligt med vigtig information.

På Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis Facebookside vil borgerne for eksempel kunne se præventive opslag, varsling af forskellige kontroller og kampagner, gode råd, afgørelser i udvalgte sager fra retterne, efterlysninger, hittegods, job i politiet, kriseinformationer – og mon ikke også et par anekdoter og finurlige historier fra politiets hverdag finder vej til siden?

Det vil ikke være muligt at foretage anmeldelser af ulovlige forhold via Facebook. Her er det fortsat enten politikredsens servicecenter på telefon 1-1-4 eller eventuelt politiets hjemmeside www.politi.dk, der skal bruges.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.

Kommentarer