Rønnede

Sydsjællands største REMA 1000 er også regionens bedste

Claus Troels Nielsen og hans 50 mand store medarbejderstab har det sidste år gennemgået noget af en udvikling.

Flere kræfter er hevet ind, butikken er blevet udvidet og en ny organisationsstruktur er etableret. Det var derfor en glad og stolt købmand, der på vegne af sin butik på Vordingborgvej i Rønnede kunne løfte trofæet, som gjorde dem til Sydsjællands bedste REMA 1000.

Siden REMA 1000 i Rønnede åbnede for syv år siden, er der blevet investeret mange kræfter, tid og penge i butikken. Det kulminerede i foråret, hvor købmanden Claus Troels Nielsen kunne åbne dørene for en ny renoveret og udvidet butik. Nu kan medarbejderne gå på arbejde med et større smil end normalt, da butikken i sidste weekend blev kåret som regionens bedste på det årlige møde for alle købmænd.

– At blive kåret som regionsvinder er stort, og det mærker man virkelig, når man får anerkendelsen blandt alle landets dygtige købmænd. Det gør en særlig stolt, især med det hårde arbejde, vi hele året har lagt for dagen for at sikre en endnu højere standard og bedre kundeoplevelse. Vi var aldrig nået hertil uden de dygtige medarbejdere, siger Claus og fortsætter:

– Det har været vigtigt for os, at der altid er medarbejdere, kunderne kan spørge til råds. Efter udvidelsen har vi bedre kunne præsentere varerne, der er blevet mere plads og luft i butikken, og kunderne har nemmere ved at komme omkring.

En butik med kunden i centrum
Udover butiksudvidelsen har Claus og hans medarbejderstab gennemgået en mindre organisationsændring. Nye kræfter er kommet til, og en ny souschef er blevet ansat. Alt sammen noget, der skal sikre det altoverskyggende mål – at skabe en butik hvor kunden altid er i centrum.

– Vi har fået et utrolig stærkt team her i Rønnede. Prisforskellen på de fleste discountbutikker er minimal. Hvis man derfor vil skille sig ud, er det på kundeoplevelsen, og det er her, vi det sidste år har sat ind. Vi skal altid have de varer, kunderne efterspørger, og vi skal altid åbne en ny kasse, hvis vi kan se, der er kunder, der står i kø, forklarer Claus

Slipper talenterne løs
Udover blot at udvide medarbejderstaben har købmanden Claus uddelegeret alle vigtige ansvarsområder i butikken, så mange af medarbejderne har fået deres eget ansvarsområde, og det har gjort en forskel.

– Vi kunne se, at der var en masse talent blandt medarbejderne. Ved at uddelegere arbejdsopgaver, har vi prøvet at slippe den enkelte medarbejders talent løs, så vi kunne skabe en endnu bedre butik, siger Claus Troels Nielsen.

Arbejdet med at udvikle butikken og involveringen af medarbejderne er også nogle af årsagerne til, at Claus kunne meddele hans medarbejdere, at de havde skabt den bedste REMA 1000 i Sydsjælland.

– Der er gennem en årrække blevet gjort meget hos REMA 1000 i Rønnede for at blive områdets bedste butik. Et ekstremt fokus på kundeservice, butiksstandard og medarbejderinvolvering har betydet, at REMA 1000 i Rønnede er lykkedes med at få en position som regionens største. Claus og hans team har i det forgangne år ydet en helt ekstraordinær indsats, hvor de har skabt nogle gode rammer for fortsat udvikling, forandring og trivsel, siger regionschef i REMA 1000 Kim F. Stengaard.

Om REMA 1000
REMA 1000 er en landsdækkende discountkæde med fokus på kvalitet til lave priser. Under overskriften ’Discount med holdning’ arbejder REMA 1000 ud fra det tankesæt, at det er muligt at have en klar holdning til varernes kvalitet samtidig med, at varerne sælges til discountpris. Blandt REMA 1000s mærkesager er kampen mod madspild, samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse og udviklingen af økologien i samarbejde med Gram Slot. REMA 1000 er medlem af Dansk Initiativ for Etisk Handel og har flere fairtrade mærkede varer i sortimentet. REMA 1000s butikker er drevet efter en franchisemodel med selvstændige, lokalkendte købmænd i spidsen for den enkelte butik. REMA 1000 har i alt 318 butikker fordelt over hele landet (oktober 2018).

Kommentarer