Syv af den forgiftede familie blev udskrevet onsdag
Forældrene samt fem af børnene, der torsdag blev indlagt med alvorlige forgiftnings-symptomer, er blevet udskrevet fra Rigshospitalet onsdag. To søskende er stadig indlagt.
Syv medlemmer af den forgiftede familie fra Haslev, er blevet udskrevet og bor nu på Rigshospitalets patienthotel, så de kan være i nærheden af den to søskende, der stadig er indlagt. Det har den ældste søn, 18-årige Francois Mumbere oplyst til Berlingske.
Har ikke spist vilde svampe
Francois Mumbere har, som det eneste medlem af familien, ikke været syg. Han er flyttet hjemmefra og spiste ikke sammen med familien forrige søndag. Han afviser blankt, at familien er blevet forgiftet af at spise svampe.
Det bekræfter begge forældrene i et interview på Rigshospitalet med Politiken og TV Øst.
– I søndags købte vi oksekød og champignon i Netto. Og squash i Meny, siger familiefaderen Benjamin Lurhobaya under interviewet og han fortæller, at kød og svampe blev spist søndag, mens de fik squash mandag morgen.
Han følges op af moderen, Diane Kahinda, der på spørgsmålet om de har spist vilde svampe fra naturen, svarer:
– Nej. Hvis vi havde plukket nogle, ville vi have sagt det. De koster jo 13 kroner i Netto.
Forsøgte at få hjælp fra mandag til torsdag
Moderen var den første der blev syg. Hjulpet af sin mand opsøgte hun sin egen læge forrige mandag. Mandag aften blev 15-årige datter, den nu afdøde Naomi, alvorligt syg. Siden da kæmpede den syge familie for at få sundhedsfaglig, blandt andet ved to besøg hos egen læge, adskillige 112-opkald en indlæggelse på Næstved Sygehus og opkald til familiens sagsbehandler i Faxe Kommune. Alt sammen kompliceret af at familiefaderen ikke taler ret meget danske, eller engelsk.
Læs også: Patientstyrelse undersøger forgiftningssagen
Torsdag formiddag ringede en nabo, der taler bedre dansk, til 112 for familien. Og så går det stærkt. Da de tilkaldte reddere ser familiens tilstand, bliver der slået storalarm. Herefter køres 11 familiemedlemmer med en stribe ambulancer til forskellige sygehuse i regionen. Senere samles familien dog på Rigshospitalet.
Fejl i Sundhedsvæsnet
Familien føler sig ikke godt behandlet. De mener, at hvis de havde fået hjælp allerede om mandagen, så havde deres to nu afdøde børn overlevet.
– Mit barn døde på grund af fejl i sundhedsvæsnet. Vi blev ikke hjulpet. Hvis de fra om mandagen havde hjulpet os effektivt, var de ikke døde. De af vores børn, der var i samme tilstand, som dem (der døde, red.), blev jo reddet her på Rigshospitalet, siger Diane Kahinda under interviewet med Politiken og TV Øst.
Har flere gange bedt om en ny bolig
Diane Kahinda fortæller under interviewet, at der er svamp og mug på væggene i deres bolig i det tidligere kollegium i Haslev. Derfor har familien har flere forgæves gange bedt om en ny bolig.
– Vi har altid været syge i den lejlighed. Jeg mener, at årsagen til dødsfaldene kan være champignon eller squash eller det, der gror på vores vægge, mug, siger Diane Kahinda.
Familien har nu fået lovning på en større bolig.
– Nu er børnene døde, og nu har de fundet en lejlighed, som de tidligere har sagt til os, at de ikke kunne skaffe, siger en bitter og vred moder.
Torsdag døde to af familiens 10 børn, syv-årige Theofile og 15-årige Naomi. Resultatet af obduktionerne foreligger endnu ikke. Søndag fik to af familiens andre børn, Natali og Esperence hver transplanteret en ny lever.
Kommentarer