Haslev

Ta’ biblioteket med på ferie

Er I i tvivl om, hvad I skal læse i ferien, og kunne I tænke jer at blive overrasket?

 

Kom og lån en personlig feriepakke fyldt med sommerlæsning og inspiration til store som små – uanset om I er til Holland, Jylland eller hængekøje i syden.

’Generelt er vi ikke den store læsefamilie men kunne godt tænke os at være’

Hvis I også kunne tænke jer at være en læsefamilie, så bestil en feriepakke og bliv overrasket med spændende bøger.
Feriepakkerne starter denne sommer sin 4. sæson, og bibliotekerne håber på rigtig mange bestillinger.

De tidligere år har flertallet af bestillingerne været fra børnefamilier, men bibliotekerne har også haft bestillinger fra større familiegrupper, og bestillinger på feriepakker til personlig læseforkælelse.

Både børn og voksne vil naturligvis bruge ferien til at slappe af med gode historier fx krimi, gys og kærlighed, men også til at blive klogere på deres interesser eller hobbies ved at læse fagbøger og magasiner. Der er også mange, der benytter lejligheden til at lade sig overraske og lade bibliotekaren vælge frit.
Med i feriepakken kan også følge bøger om rejsemålet, og måske en god lydbog til køreturen.

’Det er ligesom at give gaver’
Bibliotekarerne glæder sig til at finde gode sager frem og måske overraske med noget, I ikke selv var kommet på.
Deres håb er at nå mange nye og ’gamle’ læsere, og at poserne med feriebøger kommer vidt omkring til mange spændende feriemål. DE bliver glade, hvis I sender et postkort fra ferien hjem til biblioteket.

 

Praktisk information
Feriepakken skal bestilles senest fire hverdage, før I ønsker at afhente den. I kan bestille feriepakker fra mandag 17. juni, og frem til og med lørdag den 31. august.

I bestiller ved at udfylde et feriepakkeskema, der kan hentes på kommunens biblioteker eller printes fra www.faxebibliotek.dk. I får besked på mail, når feriepakken er klar til afhentning.

For nærmere information om Feriepakker kontakt:
Bibliotekar Natasja Ulrich
Bibliotekar Morten Kok
Bibliotekar Inge Christensen

Kommentarer