Haslev

Tænk smart før skole- og studiestart

Skole- og studiestart rimer for rigtig mange sydsjællandske forældre og kommende studerende på køb af computere og tablets.

Mange glemmer imidlertid at tænke på forsikringen af den dyre elektronik og risikerer derfor at blive enten under- eller overforsikret, lyder det fra GF Forsikring på Sydsjælland.

August og september er højtid for køb af computere og tablets i forbindelse med skole- og studiestart. Her vil mange sydsjællandske forældre investere i elektronik til deres poder, hvis børnene skal medbringe egen computer i skolen. Og for endnu flere af Sydsjællands kommende studerende er starten på et nyt studie lig med køb af en ny computer eller tablet.

Den nye og ofte dyre hardware har dog et blødt punkt, som de færreste har tjek på, når de står med dankortet fremme. Mange har nemlig ikke styr på forsikringen af elektronikken, og derfor risikerer de let at blive enten under- eller overforsikret.

Derfor opfordrer GF Forsikring på Sydsjælland til at kigge hjemmets forsikringer igennem, så man kender sine dækninger.

– Vi ved, at rigtig mange ønsker sig en ny computer eller tablet i forbindelse med skole- eller studiestart, mens forsikringer generelt aldrig står højt på ønskesedlen. Men ny elektronik kan tit være en dyr investering, så vi anbefaler klart, at man får styr på forsikringerne og kender sine dækninger på det nye udstyr, siger Michael Kromann, forretningsfører hos GF Sydsjælland.

Indboforsikringens begrænsninger

Ifølge Michael Kromann er der typisk to faldgruber, som rammer køberne af den nye elektronik.
Ofte tror køberne fejlagtigt, at indboforsikringen altid dækker, hvis et uheldigt sammenstød sender den nye tablet i frit fald fra bordet, eller når eksempelvis en studiekammerat kommer til at træde på tasken, hvor computeren ligger i.

– Den almindelig indboforsikring dækker elektronikken ved eksempelvis brand, ved tyveri eller ved et cykelstyrt, hvor den nye tablet går i stykker. Men hvis man ønsker dækning af det, der kaldes en pludselig opstået skade, så skal man have tilvalgt elektronikforsikring til sin indboforsikring. Ellers er man ikke dækket, hvis man for eksempel kommer til at tabe sin bærbare pc på gulvet, så den går i stykker, siger Michael Kromann.

Undgå overforsikring

Den anden typiske faldgrube er overforsikring. Typisk fordi man sammen med sin nye computer eller tablet køber en produktforsikring.

– Man får oftest tilbudt en forsikring, når man køber ny elektronik, men har man tilvalgt elektronikforsikringen hos sit forsikringsselskab, er den ekstra forsikring i butikken faktisk ikke nødvendig, så de penge kan man spare. Man skal desuden være opmærksom på, at produktforsikringen kun dækker det enkelte produkt, den er købt til. Med en elektronikforsikring får man til gengæld dækket alle husstandens nyere computere, fladskærme, tablets og mobiler. Så er man i tvivl, er det en rigtig god ide at kontakte sit forsikringsselskab, slutter Michael Kromann.

Kommentarer