Debat og politik

Tag ansvar for SKAT

SKAT ligger underdrejet efter mere end 10 års besparelser. En systematisk udsultning af SKATs medarbejderstab siden 2005 har betydet, at pengene fosser ud af SKAT.

Indsendt af John Wennerwald. Regionsrådskandidat i Region Sjælland for Socialdemokratiet.

Borgere og virksomheder bliver ikke kontrolleret, som de burde – i et samfund hvor betaling af skatter er hele grundlaget for vores velfærd.

Der er uforståelige hændelser med skandaleudbetalinger til udenlandske svindlere, fejl i ejendomsvurderinger, dyre forsinkede ubrugelige it-systemer og senest et tab på ca. kr. 80 milliarder i afskrevet gæld pga. en utilstrækkelig inddrivelse i SKAT.

Planen om at ændre SKAT markant blev lagt i årene, hvor Anders Fogh Rasmussen var statsminister og Kristian Jensen var skatteminister. Støvet fra Anders Fogh Rasmussens bog ”Minimal stat” havde ikke lagt sig og besparelser og ”work smarter not harder” skyllede ind over SKAT. For at presse citronen, reducerede Kristian Jensen i medarbejderstaben inden it-systemerne var på plads.

Man kan spørge sig selv, om det var bevidst at Venstre i midten af nullerne, ønskede at amputere ”det offentlige” og derigennem få en mindre effektiv skattekontrol af borgere og virksomheder.

Uanset om det er ideologi eller ubetænksomhed mener jeg, at der skal placeres et ansvar for SKAT og de manglende milliarder i fælleskassen.

Kommentarer