Tag med på fossiljagt på Grundlovsdag

Faxe: Geomuseum Faxe inviterer til en af de populære fossiljagter i Faxe Kalkbrud Grundlovsdag.
Grundlovsdag, fredag den 5. juni inviterer Geomuseum Faxe børn og voksne på fossiljagt i Faxe Kalkbrud.
Turen starter på museet, hvor guiden fortæller den spændende historie om fortidens Faxe. For 63 millioner år siden bestod Faxe nemlig af et frodigt koralrev på bunden af et dybt hav. Her vrimlede det med krabber, søpindsvin, muslinger, snegle, armfødder, fisk og blæksprutter, og derfor kan man i dag finde fossiler af alle disse dyr i Faxe Kalkbrud.
Efter fortællingen om, hvad Faxe Kalkbrud gemmer på, går man sammen med guiden ned i Faxe Kalkbrud og leder efter sine egne 63 millioner år gamle fossiler.
Som vi kender det fra nutidens koralrev, tiltrak mylderet af byttedyr også i fortiden de glubske rovdyr som hajer og krokodiller til koralrevet i Faxe. Deres tænder bliver løbende skiftet og falder til bunds på koralrevet, og derfor kan de rigtig heldige i dag finde en 63 millioner år gammel hajtand i Faxe Kalkbrud.
Det anbefales at bære praktisk tøj, gode sko og ikke mindst solbriller, da lyset i kalkbruddet altid er meget skarpt.
Turen varer cirka 2 timer – inklusive den guidede rundvisning på Geomuseum Faxe.
Prisen er 70 kroner for voksne, 55 kroner for pensionister og studerende. Børn mellem 6 og 17 skal betale 35 kroner og børn fra 0 til 5 deltager gratis.
Fossiljagten foregår fredag den 5. juni fra klokken 14 til 16. Mødestedet er Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.
Kommentarer