Tager til Lyon for at studere moderne gadebelysning
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/08/rene_tuekaer.jpg)
Haslev: Studietur til Lyon skal give inspiration til fremtidig benyttelse af belysning i Faxe kommunes byrum
Formand for Teknik- og Miljøudvalget og 1. viceborgmester, René Tuekær, rejser sammen med direktør for Teknik & Miljø, Thomas Eriksen, på studietur til Lyon i Frankrig i dagene 8. december – 10. december.
SEAS-NVE har taget initiativ til turen i samarbejde med Philips Lighting. Formålet er blandt andet at se på nye belysningstyper og udviklingen inden for området. Faxe Kommune er i samarbejde med SEAS NVE i færd med at udskifte en stor del af belysningen i kommunen i forbindelse med kabellægningen af luftledningerne. Det er derfor vigtigt, at der findes energirigtige og klimavenlige beslysningstyper, der kan være med til at reducere fremtidens energiforbrug og CO2-udledningen fra kommunens gadebelysning.
Lyon har formuleret en belysningsplan, og i alle byrumsprojekter indgår belysning som et væsentligt element. Dette er relevant for Faxe Kommune, blandt andet, når der i fremtiden skal ses på helhedsplaner for Haslev by, hvor belysningen vil være en væsentlig del af forandringen og oplevelsen af byrummet.
Oplevelsen kan således forhåbentlig give inspiration til en god fremtidig benyttelse af f.eks. belysning i Faxe kommunes byrum m.v. Endvidere skal en del af kommunens gadebelysning som nævnt moderniseres inden for de kommende år, og turen giver god mulighed for at blive orienteret om og se de nyeste tiltag, hvor bl.a. LED-teknologi vinder frem med stormskridt.
Skriver Faxe Kommune til Radio Østsjælland./mbc
Kommentarer