Talentfulde børn søges til kunstudstilling

Stevns-Faxe: Kulturloftet søger talentfulde børn til Stevns Open 2012, en censureret kunstudstilling, hvor alle udstillerne er børn og unge
Ideen lancerede Kulturloftet allerede i efteråret, men det har knebet med interessen blandt de potentielle udstillere. Indtil videre er der kun kommet et par bidrag, trods ihærdigt benarbejde fra billedkunstlærerne på skolerne i både Stevns og Faxe Kommune.
Derfor drager de to initiativtagere: Bjarne Hansen og Ulla Thornberg nu rundt til alle skoler, institutioner og klubber i begge kommuner for at sælge ideen, inden tilmeldingsfristen udløber lørdag 14. januar.
– I virkeligheden er det nok mest forældrene, som vi skal ud til. De ved, hvis deres børn besidder særlige evner til at tegne og male, og måske synes de, at det kunne være sjovt at give dem chancen for at blive professionelt bedømt, siger Bjarne Hansen til Sjællandske.
Kulturloftet er en forening og et udstillingssted, der ligger på Store Heddinge Biblioteks 1. sal. Foreningens formål er at arrangere kunstudstillinger med anerkendte danske kunstnere og kulturarrangementer af lokal karakter. Foreningen Kulturloftet blev stiftet i 1992 og havde første udstilling i 1993.
Kulturloftet forventer at holde fernisering lørdag 11. februar Stevns Open 2012. Udstillingen skal hænge på loftet over Store Heddinge Bibliotek til og med lørdag 10. marts.
Kommentarer