Samfund

Tanja Schjellerup kandidat for Alternativet Faxe-Stevns

Medlemmerne fra både Faxe og Stevns kommune samledes i søndags for at afholde det ordinære årsmøde og opstillingsmøde til kommunevalg. Der blev valgt en ny bestyrelse, samt de første kandidater for begge kommuner.

Alternativets kommuneforening Faxe-Stevns blev dannet tilbage i oktober 2015, og dermed var det anden gang, at de lokale medlemmer fra Alternativet skulle mødes for at afholde et ordinært årsmøde. Efter velkomsten ved den siddende forperson Kirsten Kock, en præsentationsrunde af de tilstedeværende medlemmer og et minuts stilhed for et tidligere medlem, blev Tobias Skotting – som også er tovholder for KV17-gruppen for Stevns – valgt som dirigent og styrede de tilstedeværende igennem dagsordenen.

Den nye bestyrelse består af gamle og nye ansigter fra både Faxe og Stevns. Bestyrelsen konstituerede sig som følgende: Forperson Kirsten Kock, Ll. Heddinge, næstforperson Stine Madvig Evald, Klippinge, kasserer Tove Schjellerup Bundgaard, Haslev, samt to menige bestyrelsesmedlemmer, Charlotte Agerslet Hansen, Skørpinge, og Helle Dalsgaard Madsen, Rønnede.

– Jeg er glad for at vi har kunne samle en stærk bestyrelse, der er parat til at gøre en aktiv indsats for Alternativets lokale succes. 2017 er et vigtigt år for vores kommuneforening, og vi vil med forenede kræfter arbejde på at få et mandat i både Faxe og Stevns, udtaler Kirsten Kock.

Efter årsmødets officielle afslutning og en pause med kommuneforeningens traditionelle kagebuffet, fortsatte forsamlingen med opstillingsmøde og valg af de første kandidater for begge kommuner.

For Faxe er det Tanja Schjellerup, der blev bekræftet som kandidat til kommunevalget. Hun er cand. pædagogisk filosof og har været aktiv i Alternativet længe. Sammen med Faxes tovholder Liselotte Skjødt Gulmark vil Tanja samle en gruppe af aktive medlemmer, for at kunne videreudvikle hendes og Alternativets visioner for Faxe kommune.

Kommentarer