Tanker om tid. Tid til forandring.
Læserbrev: ”Al kraft er i nu´et” siger de oprindelige folk på Hawaii. Vores nytår er et NU, et særlig gunstigt ”stoppe-op-sted”
Indsendt af Hanne Løkke Winther, Frederiksvej, Faxe Ladeplads. Kunstner, kursusleder, formand for Faxe Landsbyforum
Det er ikke bare i sport og politik, vi ser tilbage. I vores personlige liv er der også behov for at kigge i bakspejlet for at se perspektiverne træde frem. Endnu et år er gået. Hvad kom der egentlig ud af det? Hvad lykkedes og hvad gik ikke så godt, som man havde håbet. Måske var der noget andet – eller bare noget mere, vi skulle have gjort? Først når vi beslutter at handle på ønsket om forandring, begynder der at ske noget.
Livet er en gave og en opgave, en livsvigtig opgave. Og det fornemste vi har fået – som frie mennesker – er vores vilje. Med den kan vi gribe de muligheder i livet, som vi føler, er rigtige for os. Vi taler meget om, at det er begrænset, hvad vi kan gøre. Det er ikke rigtigt. Vores samfund er et af de steder i verden, hvor der er flest handlemuligheder. Derfor skal vi vælge. ”Ikke at vove, er at miste livet”, sagde Søren Kierkegaard. Små forandringer kræver ikke meget af os. Det er justeringer. Men hvis du er standset op for at overveje om det er den rigtige vej du går, er der grund til at overveje situationen nøje: Hvad forventer jeg? Er jeg parat til at dreje min livsvej? NU?
Heldigvis er der mulighed for sparring, når beslutningerne skal tages. Et solidt personligt netværk er altid godt. Og allerede for 2000 år siden talte grækerne om ´Kend dig selv-vejen`! For det er klart, at jo før vi lærer os selv at kende, jo nemmere kan vi forstå vores liv og finde udveje for de udfordringer, livet bringer. Nutidige psykologiske teknikker har udviklet endnu flere effektive værktøjer, som kan støtte i den personlige proces.
NLP mål er nyttige mål, konkrete og velformulerede. De kan gøre drømme og ønsker til aktive mål ved at få psyken til at arbejde effektivt for os. Og når du har fundet din egen måde at bruge teknikkerne på, kan du have gavn af dem resten af dit liv.
Men ord er ikke nok. Du skal kunne mærke inderst inde, at de beslutninger, du træffer, er så rigtige for dig at du kan du sige: ”Aha! Ja, det er lige netop det, jeg vil”. Så er du nået langt i den proces, der kan virkeliggøre dine drømme. At dreje retningen for et liv, eller en supertanker, tager tid. Det begynder først for alvor i det NU, hvor du stopper op.
Glædelig nytår og tak for det gamle.
Hanne Løkke Winther afholder et kursus om `Nyttige Nytårsforsætter´ i Huset i Faxe Ladeplads, søndag den 29. december.
Læs også: Kursus i nytårsforsætter i Huset
Tilmelding på 2926 2749.
Kommentarer