Teater for de mindste på biblioteket i Faxe

Faxe: Fredag besøger Teater Du Milde Himmel biblioteket i Faxe med forestillingen ”Sikke et vejr”

På fredag den 25. januar tager Line Svendsen fra ”Teater Du Milde Himmel” de mindste med på en rejse gennem de fire årstider i en komisk og poetisk forestilling ”Sikke et vejr”.

En paraply åbner sig og en frisk forårseng folder sig ud. Blomsterne spirer og muldvarpen vågner. Med en enkelt håndfuld sand forvandles rummet til den hede sommerstrand. Og fødderne bliver brændende varme. En blå snor trylles om til det kølige hav og på magisk vis kan man nu både soppe og dykke under havoverfladen…..

Med enkle rekvisitter trylles genkendelige og rørende situationer frem fra alle årstiderne. Forskellige dyrevenner dukker op undervejs, men de opfører sig ikke altid som man regner med.

Målgruppen er de 1½ til 6-årige.

Gratis billetter kan afhentes på Faxe Bibliotek.

Teaterforestillingen ”Sikke et vejr” for de mindste, der varer cirka 35 minutter, foregår på Faxe Bibliotek, fredag den 25. januar klokken 15.

Kommentarer