Tegnelaboratorium i billedkunst på Vibeengskolen

Eleverne i 5.c, 5.b og 5.a på Vestskolens afdeling Vibeeng har haft tegnelaboratorium i billedkunst.
Onsdag den 3. maj er der åbent hus på Vibeengskolen, hvor værkerne fra femte klassernes tegnelaboratotium vises frem.
I workshoppen Walk the Line har tre femte klasser på Vestskolens afdeling Vibeeng undersøgt tegningens væsen. Med blyant, kul og tusch har de i en længere periode arbejdet med forskellige tegneteknikker, og det er nu mundet i et stort fælles projekt med fabulerende tegninger på kæmpe store papirark.
Projektet er et samarbejde mellem billedkunstlærer Jeanne Nielsen og billedkunstner Lotte Tauber Lassen, og det er muliggjort med støtte fra Statens Kunstfond.
Gennem de seneste årtier har samtidskunsten i høj grad genoplivet tegningen, og flere kunstnere videreudvikler og forfiner tegningens udtryk i dag.
At tegne er i høj grad indlevelsen i en proces. Det er koncentrationen i handlingen, der kan aflæses som selve stregens nerve.
Det er også at gå i dybden – at kunne fokusere sit blik. En forestilling for det indre øje kan vokse langsomt frem på papiret – eller samspillet mellem hånd og øje kan trænes, når man iagttager og tegner en genstand
At tegne involverer. Det er sjovt og stimulerer store dele af hjernen.
Ifølge folkene bag workshoppen peger forskning i neurologi da også på, at brugen af pen og papir giver bedre læring og en anden forståelse af sammenhæng end brugen af computerens tastatur. Hjernens aktivitet øges og de højere niveauer af kognitive processer for læring styrkes, hvis vi tegner eller skriver i hånden.
Der er åbent hus og visning af elevernes arbejde for skolens børn og forældre onsdag den 3 maj fra klokken 17 til 18.
Kommentarer