Samfund

Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget en ny trafikhandlingsplan

Kommunens nye trafikhandlingsplan gælder for en fireårig periode og omfatter udpegning af konkrete tiltag, som skal forbedre trafiksikkerheden og trygheden på kommunens veje og stier.

Teknik- og Miljøudvalget i faxe Kommune har vedtaget Center for Plan & Miljø’s forslag til en anlægsplan for gennemførelse af konkrete trafiktiltag i indeværende budgetår. Planen har fokus på tiltag, som tilgodeser steder, hvor behovet for forbedringer er størst, og hvor tiltagene kommer flest til gode.

Der har endvidere været fokus på muligheden for at kunne opnå økonomiske besparelser ved at samle udvalgte tiltag og udbyde disse i en samlet pakke.

I anlægsbudgettet 2017 er der afsat 1,2 millioner kroner til ’Pulje til Trafikhandlingsplan’. Udpegningen af tiltag er tilpasset budgetrammen for planperioden. Rækkefølgen for gennemførelse af de udpegede tiltag er ikke prioriteret i den nye trafikhandlingsplan. Derfor fremlægges der konkrete planer for gennemførelsen af tiltag i de enkelte budgetår i planperioden.

Følgende tiltag foreslås gennemført i 2017:

  1. Forbedring af signalanlæg i krydset Vestre Ringvej/Lysholm Alle i Haslev. Analyse af signalindstillinger og opsætning af flere signaler, som tydeliggør signalet. Anslået pris ca. 100.000 kr.
  2. Forbedring af signalanlæg i krydset Gamle By/Nygade/Bregentvedvej i Haslev. Analyse af signalindstillinger, justeringer af signal og eventuelt etablering af eftergrønt. (”Eftergrønt” er venstresving med grøn pil). Anslået pris ca. 100.000 kr.
  3. Forbedret afmærkning med retningspile i sving på Kirkevej mellem Teestrup og Skuderløse. Anslået pris ca. 20.000 kr.
  4. Sikring af stikrydsning med helleanlæg på Teestrupvej/Kirkevej ved Henriettelundvej og Teestrup Bygade. Anslået pris ca. 170.000 kr.
  5. Sikring af stikrydsning med belægningsskifte og forbedret afmærkning ved Tingvej/Vestergade/Søndergade i Haslev. Anslået pris ca. 50.000 kr.
  6. Forbedret belysning på Troelstrupstien (120 meter) på strækningen fra tunnelen til krydset ved Troelstrupvej/Vestre Ringvej i Haslev. Anslået pris ca. 160.000 kr.
  7. Forbedring af stikrydsning med rød hævet flade i krydset Ny Strandvej/Schjølervej i Faxe samt nedlæggelse af eksisterende vejbump og stikrydsning på Ny Strandvej ved Koralvej i Faxe. Anslået pris 230.000 kr.
  8. Sikring af fodgængerfelter med helleanlæg i krydset Faxe Havnevej/Hovedgaden i Faxe Ladeplads. Anslået pris 100.000 kr.
  9. Forbedret afmærkning og skiltning af dobbeltrettet sti på Terslev Skolevej på hele strækningen fra Terslev by til Terslev skole. Anslået pris ca. 70.000 kr.

De samlede anslåede omkostninger for gennemførelsen af foreliggende anlægsplan i 2017 beløber sig således til 1.000.000 kr. Fra anlægsbudgettet reserveres 200.000 kr. til eventuelt yderligere tiltag på Skuderløsevej i Bråby Stationsby.

Center for Plan & Miljø vil foretage en vurdering af behovet for yderligere tiltag på Skuderløsevej i Bråby Stationsby i foråret 2017. I forbindelse med denne vurdering vil Center for Plan & Miljø fremlægge en sag for Teknik- og Miljøudvalget i maj 2017.

Kommentarer