Marianne Kofod udstiller i Atterup Forsamlingshus

Faxe: I februar og marts måned udstiller den lokale tekstil kunstner Marianne Kofod i Atterup Forsamlingshus
Fra tirsdag den 24. januar til og med mandag den 27. marts udstiller den lokale tekstil kunstner Marianne Kofod i Atterup Forsamlingshus.
Marianne Kofod bor i Faxe og har sit daglige arbejde i Roskilde ved et advokatfirma. Men i fritiden bruger hun rigtig mange timer i sit tekstil værksted, hvor hun komponerer og syr sine værker.
Hun får sin inspiration fra oplevelser i naturen, kulturen, fotografier eller musik. Det er ofte klassisk musik, der lyder fra anlægget, mens hun arbejder. Uanset inspirationskilde er alle billederne begyndt med en skitse. Det sker dog, at der ændres lidt undervejs, hvis det viser sig at fungere bedre.
Brug af forskellige stoftyper kan give nogle flotte virkninger i billedernes udtryk, og Marianne Kofod går højt op i former og farver. Hendes foretrukne materiale er silke. Ud fra et oplæg, der ikke har særlig meget farve, kan hun frembringe de mest fantastisk farvestrålende kunstværker netop ved brug af de meget changerende silkestoffer.
Når man ser hendes samlede tekstilproduktion, skulle man ikke tro at hun kun har syet de sidste 7-8 år.
Hvis man vil se tekstil kunsten, kan det aftales med Ketty Pedersen på mobil nr 2819 5390.
Marianne Kofod holder “Åben udstilling” i Atterup Forsamlingshus søndag den 4. marts mellem kl.10 og 15. Her kan man også se et udvalg af hendes quiltede tæpper, mens hun byder på en lille forfriskning.
Kommentarer