Haslev

Teleselskaber får gratis jord til gengæld for mobildækning

mobilmast
Faxe Kommune: Ni sjællandske borgmestre tilbyder at stille gratis jord til rådighed for mobiltelefonselskaberne, hvis de til gengæld sørger for mobil- og internetdækning.

Faxes borgmester, Knud Erik Hansen (A) tilbyder nu, sammen med otte andre sjællandske borgmestre, at stille gratis jord til rådighed for mobiltelefonselskaberne, hvis de til gengæld sørger for en bedre mobil- og internetdækning til borgerne.

Mobiltelefonselskaberne skal ikke betale leje for jord i ni af regionens kommuner, hvis de vil stille flere telemaster op og sørge for bedre mobilnet til borgerne. Det viser en rundspørge, DR Sjælland har foretaget blandt regionens borgmestre.

– I forbindelse med en national løsning, hvor kommunerne skal stille jord til rådighed for en bedre dækning, så gør vi gerne det. Det er ikke det, det skal komme an på, svarede Faxes borgmester, Knud Erik Hansen (A) på rundspørgen. Han stiller dog den betingelse, at det sker som et led i en samlet national løsning, der skal fjerne de sorte huller, hvor man hverken kan ringe eller sende sms’er.

Kommunernes tilbud om gratis jord kommer som følge af, at en af barriererne for at få bedre mobildækning i udkanten, ifølge Teleselskabernes brancheforening, har været de høje lejepriser  kommunerne har opkrævet, for jord til at sætte master op på.

Direktøren for brancheforeningen Teleindustrien ser da også kommunernes tilbud som et konstruktivt forslag i forbindelse med diskussionen om at få bedre mobildækning i udkantsområderne.

– Men det er ikke en garanti for, at man får master op alle steder, siger direktør Jakob Willer fra Teleindustrien.

Teleselskaberne er ikke interesserede i at sætte penge til, så de skal være sikre på, at det kan betale sig at opsætte en ny mast. Det kræver investeringer i millionklassen, når der skal opsættes en ny mobilmast, så jordlejen er bare en del af regnestykket.

Kommentarer