Temaeftermiddag om slidgigt på sundhedscentret

Faxe: Hvis du lever med slidgigt, er smerter formentlig en del af din hverdag. Smerter er en stor belastning, men der er meget, du selv kan gøre for at leve et liv med livskvalitet – trods smerterne.
Onsdag den 12. oktober fra klokken 13.30 til 15.30 er Faxe Sundhedscenter på Præstøvej vært for en temaeftermiddag om slidgigt.
Her kan man høre fysioterapeut Tanja Højris Bendtsen fra Faxe Kommune fortælle om, hvad slidgigt – også kaldet artrose – er, og hvordan træning kan mindske smerterne.
Herefter vil farmaceut Stine Lindevall fra Præstø Apotek fortælle om, hvordan man kan behandle sine smerter ved artrose med medicin, samt hvordan medicinen virker og hvilke bivirkninger, man eventuelt kan opleve. Desuden vil hun fortælle om, hvilken rådgivning man kan få på apoteket.
Afslutningsvist fortæller ergoterapeuterne Helle Solgaard og Gitte Agerskov fra Faxe Kommune om, hvilke hjælpemidler der kan lette din hverdag med artrose.
Arrangementet er gratis. Man kan købe kaffe og kage for 25 kroner, men det kræver tilmelding senest torsdag den 6. oktober til daglig leder af Faxe Sundhedscenter Anne-Birthe Holm-Rasmussen på telefon 30 50 37 35 eller pr. e-mail aholm@faxekommune.dk
Kommentarer