The New Rope String Band spiller i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/10/the_new_rope_string_band.jpg)
Haslev: På fredag får Haslev Folk Club Besøg af det engelske orkester The New Rope String Band
Haslev Folk Club skiver om koncerten med The New Rope String Band på fredag den 19. oktober, at det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige, når lægger vejen forbi Haslev.
Som en anmelder skrev om dem: ”Hvordan i al verden beskriver man den skøre gruppe for folk, der ikke har set og oplevet dem?” Ja, det bliver vanskeligt, men vi vil gøre et forsøg.
Første udgave af gruppen hed egentlig The Old Rope String Band og blev dannet i 1988. Men et af medlemmerne døde og et andet medlem ville prøve andre musikalske græsgange. Den eneste tilbageværende fra gruppen, Pete Challoner, fik fat i et par andre ligesindede musikere og The New Rope String Band var dannet.
Disse tre har de senere år huseret – ja, huseret – overalt i verden fra Borneos regnskove til de største festivaler og koncertsale i Europa og optrådt med deres to stærke sider: Den engelske humor, når den er mest vanvittig a la Monty Python – og deres store musikalitet.
For glem ikke: De er alle tre rigtig dygtige musikere, hvilket bl.a. kan høres på deres udsendte cd. Men de skal absolut opleves live. Husk lommetørklæder til lattertårerne.
Billetterne koster 160 kroner og kan bestilles på Haslev Folk Club’s hjemmeside eller ved at ringe til Focus Haslev på telefon 5631 1140. Billetterne kan afhentes ved indgangen inden klokken 19.45 før hver koncert.
Koncerten med The New Rope String Band finder sted fredag den 19. oktober på Haslev Folkebibliotek i den store sal i kælderen, Jernbanegade 62 i Haslev
Dørene åbnes klokken 19.30 – koncerten begynder klokken 20.00.
Kommentarer