Tilbud til borgere med langvarige smerter

motion

Faxe Kommune: Hvis du igennem 3 måneder eller længere har haft smerter tilbyder Faxe Kommune et træningsforløb.

Formålet er, at du lærer dig selv og dine smerter bedre at kende og bliver inspireret til en bedre hverdag med smerter.

Forløbet varer 10 uger med temamøder en gang om ugen og fysisk aktivitet på hold en gang om ugen. Den fysiske aktivitet vil blive tilpasset dig, og du vil blive inspireret til forskellige former for bevægelse, der både foregår ude og inde. Selvtræning med og uden vejledning er en del af forløbet.

En stor del af rehabiliteringsforløbet foregår i grupper og består af udveksling af erfaringer med andre i samme situation som dig.

Forløbet er tværfagligt. De gennemgående sundhedsprofessionelle i rehabiliteringsforløbet er fysioterapeuter og en psykoterapeut. Du vil også møde andre sundhedsprofessionelle ved flere af temamøderne.

Forløbet er gratis.

Du kan deltage, hvis:

  • du er færdigudredt på sygehus og har en afklaret diagnose
  • din funktionsevne som følge af smertetilstanden er nedsat i en grad, der påvirker arbejde, hverdagsopgaver og/ eller fritidsaktiviteter

Træningsforløbet starter mandag den 24. august 2015. Næste forløb forventes at begynde i starten af 2016. Det foregår mandage og torsdage i dagtiden på Faxe Sundhedscenter og forskellige steder i kommunen.

Målet er at du:

  • Oplever øget viden om, hvad din krop kan klare
  • Oplever øget fysisk og psykisk velvære
  • Bliver inspireret til at tage aktivt vare på dit helbred
  • Får et godt netværk, som du kan bruge efter kurset

Hvis du er interesseret i at deltage i forløbet skal din egen læge eller sygehuslæge henvise dig til Faxe Sundhedscenter.

Interesserede kan læse mere på kommunens hjemmeside.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere om tilbuddet er du velkommen til at kontakte fysioterapeut Stine Skov Nielsen eller Camilla Christensen i trænings- og aktivitetsenheden på Faxe Sundhedscenter på telefon 56 20 26 60. Telefontiden er fra klokken 9 til 12.

Kommentarer