Tilliden til politiet er stadig på et højt niveau
Trygheden og tilliden til politiet er stadig på et højt niveau i Sydsjælland og på Lolland-Falster
Politiets Tryghedsundersøgelse udkommer en gang om året, og den måler på trygheden og tilliden i politikredsen og i de særligt udsatte boligområder. Trygheden og tilliden til politiet i hele politikredsen har ikke ændret sig væsentligt, men trygheden i de særligt udsatte boligområder, Ringparken og Motalavej i Slagelse kommune, har udviklet sig betydeligt.
Tryghedsundersøgelsen for politikredsen viser, at såvel trygheden som tilliden til politiet ligger på et højt niveau. 83,7 pct. af borgerne i politikredsen er grundlæggende trygge i deres nabolag og 76,4 pct. af borgerne har tillid til, at politiet vil hjælpe, hvis der er behov for det.
Andelen af trygge borgere i politikredsen er fra 2016 til 2017 faldet fra 88,6 til 83,7, og selv om dette statistisk set ikke kan betragtes som et sikkert fald, så er det dog en tendens. Politikredsen har i 2017 haft flere konflikter i rocker og bandemiljøet bl.a. med skyderier, ligesom nogle lokalområder har været præget af utryghedsskabende adfærd. Det kan naturligvis have været med til at påvirke tryghedsfølelsen.
– Vi imødeser hvert år at få resultatet af tryghedsundersøgelsen. En af politiets vigtigste opgaver er at skabe tryghed, så på den måde er det vores karakterbog. Heldigvis er langt de fleste af vores borgere trygge, og det har været sådan, siden vi målte på det på denne måde første gang i 2013, siger politidirektør Lene Frank
Fakta om undersøgelsen
Spørgeskemaundersøgelsen, der ligger til grund for Politiets Tryghedsundersøgelse, måler trygheden og tilliden til politiet i de særligt udsatte boligområder, i de fem største byer, i de 12 politikredse og i hele landet. Tryghedsindekset udkom første gang i 2013.
Politiets Tryghedsundersøgelse er udarbejdet på baggrund af tre faktorer, der har betydning for borgernes tryghed:
- Nabolagsproblemer: Borgernes oplevelse af, hvorvidt forskellige former for kriminalitet og utryghedsskabende adfærd forekommer i deres nabolag.
- Oplevet tryghed: I hvilken grad de forskellige former for kriminalitet og utryghedsskabende adfærd gør borgerne utrygge.
- Anmeldelser: Borgernes anmeldelse af kriminalitet pr. 1000 indbyggere.
Kommentarer