Tiltalt for oliesvindel: Olien blev stjålet
Haslev: En 32-årig mand er sammen med sin 33-årige bror og dennes kæreste på 27 år sigtet for bedrageri af særlig grov karakter.
Torsdag den 15. september fik de tre sigtede mulighed for at forklare sig i retten i Næstved. Det skriver Sjællandske. De er blandt andet tiltalt for at have beholdt 360.000 kroner der var forudbetalt af i alt 37 kunder.
Den 32-årige startede tilbage i 2013 firmaet Lavprisfyringsolie Aps, der solgte billig fyringsolie mod forudbetaling. Den 32-årige var kort forinden gået konkurs med en tankstation, men han nåede at bestille 30.000 liter fyringsolie af moderselskabet. Han nåede da også at levere olie til nogle kunder, inden det gik galt.
Læs også: Lokalt olieselskab svindlede for over 360.000 kroner
Han havde opmagasineret fyringsolien i broderens have i et parcelhuskvarter i Faxe i et års tid. Og da han skulle til at levere den forudbetalte olie, opdagede han at alle 37.000 liter var blevet stjålet. Men da olien ikke var forsikret og den var blevet opbevaret på en tvivlsom måde, meldte han kun 4.000 liter stjålet.
Læs også: Olieselskab tæt på konkurs efter stort olietyveri
Nogle af de kunder, der ikke fik deres olie som lovet, meldte derefter den 32-årige til politiet. Hanskyndte sig at overføre 345.000 kroner til sin brors kærestes konto og 60.000 kroner til sin egen konto, hvorefter den tiltalte valgte at lade oliefirmaet gå konkurs.
Inden der kan afsiges dom i sagen skal alle oliefirmaets kunder vidne i retten.
Kommentarer