To børn fra Haslev afgået ved døden
Kort efter klokken 18 oplyste Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, at to børn fra Haslev er afgået ved døden efter forgiftning. Formodentlig efter at de har spist svampe.
To børn er døde efter at en familie på 12 blev indlagt med svære symptomer på forgiftning. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde torsdag aften.
– Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der er sket. Vi ved endnu ikke, om der er tale om svampeforgiftning. Det er vi i færd med at undersøge, siger politiinspektør Steen Nørskov.
Torsdag formiddag klokken 10.45 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse fra Region Sjællands vagtcentral, om at de havde sendt flere ambulancer til en adresse på det tidligere seminarium i Haslev.
Det viste sig at ud af en familie på 12 personer, havde symptomer på forgiftning, og 11 personer indlagt med symptomer på svampeforgiftning, hvoraf 2 børn afgik ved døden senere torsdag.
Læs også: Hel familie forgiftet med fluesvampe
11 ambulancer, 3 akutlægebiler rykkede ud til stedet og derudover en vagthavende leder. Ialt har 40 personer fra akutberedskabet rykket ud til stedet i Haslev.
Politiet mener ikke at der er tale om en forbrydelse, men arbejder med en teori om at de forgiftede har spist mad, der har indeholdt svampe, som politiet formoder kan være indsamlet i naturen.
Torsdag aften er de øvrige familiemedlemmer ved at blive afhørt, mens de fortsat er til observation for forgiftning. Der er tale om en familie af anden etnisk oprindelse, oplyser politiet på pressemødet.
Kommentarer