To elever vandt gavekort fra biografen Kanten
Faxe Ladeplads: Vinderne af Forældreforening Hylleholts logo konkurrence, fik overrakt flotte gaver af biografen Kanten til skolens forårskoncert
Det var med stor glæde at Susanne Jacobsen, formand for Forældreforening Hylleholt, ønskede de glade vindere af logo konkurrencen tillykke. Overrækkelsen af gavekortene, som Lars Prætorius fra biografen Kanten havde sponsoret, fandt sted på Hylleholt skole, ved den årlige forårskoncert torsdag før påskeferien.
Det var Lasse fra 5. klasse der i samarbejde med storesøster Natasha havde fået den gode idé til ”thumbs up” logoet for den relativ nye forældreforening, som ud over logo, også har en hjemme- og facebookside.
Forældreforening Hylleholt vision er at bakke op om trivsel og aktiviteter for elever og forældre på Hylleholt skole i Faxe Ladeplads. Det er ni aktive forældre samt hjælpere, der for øjeblikket driver Forældreforening Hylleholt.
– Det gør vi i samarbejde med skolen, og vi har det sjovt og kan mærke, vi gør en forskel, siger næstformand Kamma Schou.
Forældre og bedsteforældre er meget velkomme til at give en hånd med ved arrangementer. Man kan byde ind med, hvad man har lyst til. Læs mere om tid og sted for arrangementerne på hjemmesiden www.forening-hylleholt.blogspot.dk.
Man kan følge Forældreforening Hylleholt på Facebook.
Det var Hylleholt Skoles musiklærere, der havde øvet sangene til forårskoncerten sammen med børnene. De præsterede en super god koncert med fuldt hus i skolens hal. Der var rigtig god stemning, og smukke sange der fik hårene til at rejse sig. Skolens daglige leder Peter Aagård sluttede af med at takke for opbakningen for endnu en vellykket koncert på den musikorienteret Hylleholt skole.
Kommentarer