To fra ulykken varetægtsfængslet i fire uger
Rønnede: De to overlevende rumænske mænd fra den forulykkede bil er blevet varetægtsfængslet i fire uger
De tre rumænske mænd, der forulykkede på afkørsel 37 ved Rønnede, mistænkes for at stå bag en indbrudsbølge på Lolland-Falster og i Sydsjælland i weekenden, hvor der er anvendt den samme fremgangsmåde. De er foreløbig sigtet for seks indbrud i Rødby, Sakskøbing og Nykøbing og for at have stjålet den bil, de forulykkede i.
I bilen blev der blandt andet fundet flere bærbare pc’er og smykker, der blev meldt stjålet mandag. Det undersøges nu, om der kan være forbindelse til andre indbrud.
Den afdøde er endnu ikke blevet identificeret med sikkerhed, oplyser politiet
De to andre rumænere på 22 og 26 år blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster, hvor de blev varetægtsfængslet i hver fire uger, frem til den 11. december.
– Vi efterforsker nu en stribe indbrud, som de menes at stå bag. Det er måske 20 indbrud i weekendens løb langs Sydmotorvejen fra Næstved og sydpå mod Rødby, siger vicepolitikommissær Allan Holm, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Sjællandske.
Kommentarer