To haslevitter glæder sig til at deltage i Vinter-OL
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/03/dansk_vinter-ol_3-620x380.jpg)
To medlemmer af Haslev Hockey og Floorball Team er med på det danske landshold i floorball, der er på vej til Vinter-OL i Østrig.
26-årige Tim Steffensen Buch fra Terslev og 25-årige Claus Cubbin fra Haslev, er på vej til Special Olympics World Winter Games i Schladming i Østrig. De er begge medlem af Haslev Hockey og Floorball Team og er med på det danske landshold i floorball
Special Olympics World Winter Games, eller på dansk Vinter-OL, der er verdens største sportsevent for personer med udviklingshandicap, foregår fra lørdag den 18. marts til og med fredag den 24. marts i Schladming i Østrig. Danmark stiller med 14 deltagere ved eventen, som har 2.800 deltagere fra 107 lande.
Læs også: To haslevitter skal til Special Olympics World Winter Games
De danske deltagere har netop været et par dage på et Host Town-ophold i Kufstein i Tyrol, så de kunne få de sidste detaljer på plads, inden det for alvor går løs.
– Jeg føler en glæde over at skulle repræsentere mit land – og trække i nationaldragten, siger Tim Buch fra Terslev, der er landsholdets målmand, til TV Øst.
– Jeg elsker at spille floorball. Det giver mig nogle succesoplevelser, jeg ellers ikke oplever i hverdagen. Det er dejligt at få ros og vide, at man er god til nogle ting, siger Claus Cubbin, der er forsvarer, til TV Øst.
Man kan følge de danske deltagere på facebook.
Special Olympics-idrætten i Danmark og den danske deltagelse i Special Olympics World Winter Games 2017 er sponseret af Det Faglige Hus.
Kommentarer