To italienske operaer på LOF’s program

Haslev: LOF tilbyder operagennemgang på torsdag og billetter til Operaen på Holmen på næste torsdag
Torsdag den. 26. januar gennemgår Hans Krarup de 2 operaer Mascagni´s “Cavalleria Rusticana” og Leoncavallo´s “Bajadser”, hvor LOF har billetter til forestillingen i Operaen i København, den følgende torsdag d. 2. februar kl.20.00.
Hans Krarup har været i operaen og set den strålende opsætning af de 2 handlingsmættede operaer, hvor de helt store følelser kommer til udtryk .
-Det er en af de flotteste opsætninger, jeg længe har set”, fortæller Krarup, der er en garvet operagænger.
-Iscenesættelsen er naturalistisk med yderst virkningsfulde dekorationer, og sangerne med den glimrende amerikanske tenor Roy Cornelius Smith i spidsen yder deres allerbedste, både i sang og skuespil.
De 2 operaer indeholder en række numre, der er blevet rigtige schlagere. F.eks intermezzoet i “Cavalleria” og arien “Kryb kun i koften og mel dine kinder “ fra “Bajadser”.
Der er rigtig italienerstemning i operaen, og der venter publikum en stor oplevelse. Torsdag d. 2. februar er den næstsidste opførelse i sæsonen.
Prisen for begge arrangementer er i alt kr. 750.
Tilmelding kan ske på hjemmesiden eller ved telefonisk henvendelse til LOF Haslev v/ skoleleder Claus Kronborg på telefon 4068 6100.
Supplerende oplysninger:
- Torsdag, den 26. januar 2012, kl.19:30 i lokale 37 på Midtsjællands Gymnasieskoler i Haslev: Hans Krarup gennemgår Mascagnis opera “Cavalleria Rusticana” og Leoncavallo’s opera “Bajadser.”
- Torsdag, den 2. februar 2012, kl.20:00 i Operaen på Holmen
Der er stærke italienske temperamenter i spil under Syditaliens bagende sol i de to operaer om glødende kærlighed, hykleri , jalousi og mord. Begge operaer, der er korte og koncentrerede, ligger dramatisk og musikalsk i tråd med Puccinis værker som “La Bohème” og “Tosca”, og er fyldt med berømt musik som intermezzoet i ” Cavalleria ” og tenorarien i “Bajadser” : “Vesti la giubba” eller “Kryb kun i koften og mel dine kinder”.
Kommentarer