To lokale mænd dømt for oliesvindel
Haslev: To mænd dømt for groft bedrageri og en kvinde dømt for groft hæleri for at have snydt 36 oliekunder tilbage i 2013.
Torsdag den 13. oktober er to brødre på 32 og 34 år blevet dømt for groft bedrageri ved Retten i Næstved. Den 32-årige fik seks måneders ubetinget fængsel og ni måneders betinget og hans 34-årige bror fik fire måneder er ubetinget og otte måneder betinget. Det oplyser Ritzaus Bureau.
Den 34-åriges 27-årige kæreste blev dømt for groft hæleri. Hun fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.
Læs også: Tiltalt for oliesvindel: Olien blev stjålet
Den 32-årige startede tilbage i 2013 firmaet Lavprisfyringsolie Aps, der solgte billig fyringsolie mod forudbetaling. Ifølge Ritzau har 36 kunder forudbetalt mellem 5.000 og 20.000 kroner til firmaet fra august til oktober i 2013, uden at få leveret fyringsolie. Under retssagen er det kommet frem at det hovedsageligt var pensionister, der var blevet snydt.
– Dommeren lagde vægt på, at olien ikke var til stede, da man beslutter sig for, at kunderne skal have et tilbud om olie. Størstedelen af de kunderne, som er blevet snydt, er pensionister, hvor det har stor indflydelse på deres økonomiske formåen, siger anklager Charlotte Braum Skovmand til Ritzau.
Alle de tre dømte ankede dommen på stedet.
Kommentarer