To MSG-elever fik talent-diplom fra ATU

Haslev: To 3.g elever fra Midtsjællands Gymnasium har gennemført det to-årige talentprogram hos Akademiet for Ta-lentfulde Unge (ATU)
3.g-eleverne Sille Marie Nilsson fra MSG Ringsted og Henriette Holm fra MSG Haslev kan nu skrive ”talent” på cv’et, efter at de netop har gennemført det to-årige talentprogram hos Akademiet for Ta-lentfulde Unge (ATU).
De har begge modtaget diplom for gennemførelsen, og de er fulde af ros til talentprogrammet, som er beregnet på at gøre gymnasieelever ekstra kompetente inden for en lang række forskellige emner.
– ATU er en fantastisk mulighed for at dyrke sin interesse for alt det, man ikke lærer i gymnasiet. Igennem forskellige seminarer har vi lært en masse om, hvad det vil sige at være studerende, hvor-dan man skriver akademisk, hvordan man håndterer det at være sig selv, og hørt en masse om de muligheder der er i verden, fortæller Sille.
Man skal søge om optagelse på ATU, og det er med til at gøre alle seminarerne interessante, fordi de elever, der kommer til dem, allerede har tændt ”gnisten” for læring, fremhæver Henriette:
– Det er fedt når man kan mærke, at lysten til at lære noget smitter af på alle, siger Henriette.
Et ATU-forløb varer fra midten af 1.g til midten af 3.g og består af en række seminarer inden for alle mulige emner. Nogle af seminarerne er obligatoriske, mens andre kan vælges til eller fra efter den enkelte elevs interesser og tid.
– På et af de arrangementer, som fangede mig meget, var vi inde på Herlev Sygehus og hørte om hjernen og hvordan den fungerer. Normalt er det ikke et emne, som har fanget mig, men det gjorde det her, fordi man møder så mange utroligt dygtige fagfolk, siger hun. Et besøg hos Microsoft med fokus på kvindelig ledelse var også blandt topscorerne hos Henriette.
Ligesom Henriette peger Sille på, at ATU er et dejligt sted at komme, fordi alle gerne vil lære noget.
– Derfor er ATU et rum hvor man kan dyrke sit talent og sin nysgerrighed uden at føle sig malplaceret. Jeg ville helt klart anbefale talentprogrammet til alle de ny 1.g’ere, der har kedet sig i folkeskolen, eller har følt sig anderledes, da det er en god mulighed for at omgås i et anderledes miljø end gymnasiet.
Læs også: Midtsjællands Gymnasium satser på talenterne
Fire friske 1.g’ere fra Midtsjællands Gymnasium er netop blevet optaget på ATUs program og har lige været til deres første seminar. Ann-Sofie Larsen, Nikoline Knaack og Astrid Andersen går alle på MSG Ringsted, mens Stine Gregersen går på MSG Haslev.
– Vi har lige været til vores første seminar, og det var overraskende så meget man lærer var ved at være sammen med andre, der gerne vil lære noget, siger Nikoline.
Hun havde i forvejen læst lidt om ATU på forskellige blogs, da en lærer prikkede hende på skulderen og spurgte, om hun ikke skulle søge ind. Lidt det samme skete for Ann-Sofie.
– Jeg overvejede da lidt, hvordan det ville påvirke lektierne, men omvendt havde jeg ikke lyst til at lade sådan en chance gå fra mig, så jeg skrev også en ansøgning og blev optaget, siger hun.
ATU er ikke et ”nørde-kursus”, for de emner, man når igennem i løbet af de to år, spænder meget bredt. Det er også en af grundene til, at Astrid har søgt.
– Jeg er nok lidt nørdet med hensyn til kunst, men eller er jeg ret bredt interesseret i alt muligt, siger hun.
Ud over de fire nyoptagne 1.g’ere har Midtsjællands Gymnasium fire elever fra 2.g med i ATUs program i øjeblikket. Det er Filip Jochumsen og Elias Hammer Skúoy fra MSG Haslev og Marcus Stubager Knudsen og Thea Offersen fra MSG Ringsted.
Kommentarer