To nye spændende butikker åbner i Haslev
Haslev: Det lokale firma Holme Aps åbner meget snart to spændende butikker i Jernbanegade 56 i Haslev
Lørdag den 2. maj mellem klokken 11 og 14 inviterer Flügger Farver og Holme Aps til åbent hus i Jernbanegade 56, hvor Flügger Farvers pølsevogn byder på lidt godt til ganen og et glas øl.
Det sker i anledning af at Holme Aps og Flügger Farver meget snart åbner to spændende butikker i lokalerne på Jernbanegade 56.
Holme ApS er en lokal virksomhed der blev startet af Henrik Holmgaard tilbage i 2003. Firmaet beskæftiger sig med alt inden for gardiner og solafskærmning samt markiser og gulvbelægninger. 80 procent af Holmes omsætning er baseret på et godt samarbejde med den offentlige sektor samt et bredt udsnit af erhvervsvirksomheder. Holme har hidtil haft domicil på Lysholm Ovenvej i Haslev.
Holme erhvervede for et par år siden ejendommen Jernbanegade 56, og nu er butikslejemålet her blevet ledigt, så derfor har Holme besluttet, at flytte sit domicil til denne adresse.
Omkring den 1. juni åbner butikken et showroom med blandt andet gardiner, markiser og solafskærmninger, så kunderne kan se det store program der tilbydes.
Holme Aps har også erhvervet en byggegrund på Bækvej i Haslev, hvor man i fremtiden påtænker at opføre en lagerbygning.
Flügger Farver med komplet sortiment
I forbindelse med flytningen til Jernbanegade vil der i en del af butikken blive åbnet en Flügger Farver, således at der stadig kan købes malervarer centralt i Haslev. Forretningen vil få et komplet sortiment indenfor maling, træbeskyttelse, tapeter samt kunstartikler, og selvfølgelig alle tilbehørs artikler.
For at sikre kunderne en faglig betjening er Peter Duncan blevet ansat som daglig leder, Peter er et kendt ansigt i Haslev, da han tidligere har solgt Sadolin maling i byen. Han har et solidt kendskab til alt inden for maling, tapeter, og kunstartikler.
Flügger Farver, åbner dørene fredag den 15. maj hvor der vil være en række gode åbnings tilbud.
Kommentarer