To sjældne grønne papegøjer stjålet i Rønnede

Rønnede: To sjældne soldater-ara papegøjer er i weekenden blevet stjålet fra en voliere på Faxevej ved Rønnede.
Mellem fredag den 4. marts klokken 12.00 og søndag klokken 20.00 har ukendte gerningsmænd opbrudt en aflåst voliere i en træbygning på Faxevej i Aastrup ved Rønnede. Der er blevet stjålet to sjældne soldaterara-papegøjer. Det skriver TV Øst.
– Det er et ret specielt indbrud, og det lugter lidt af, at tyvene har haft kendskab til forholdene på stedet på forhånd, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.
Soldater-araer er olivengrønne og de kan blive op til 70-75 centimeter fra hoved til halespids. Papegøjen kan blive 50 til 60 år gammel, og de er kendte for at utroligt lærenemme men også for kunne skrige meget højt. De to fugle er omkring 35.000 kroner værd.
Hvis man har oplysninger om de stjålne papegøjer kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.
Kommentarer