To skovbrug ved Faxe sendt på tvangsauktion

Faxe: Realkredit Danmark har sendt to store landbrugsejendomme, Atterupvej 20 og Bødkerstræde 3, ved Faxe på tvangsauktion

Ejeren af de to ejendomme, Bødkerstræde 3 og Atterupvej 20, aktieselskabet Hundemoseskov har drevet skovbrug på ejendommene siden 1972.

Attemosevej 20 er en landbrugsejendom/skovejendom på 210 ha 6.393 m².

Meget flot og velholdt stuehus opført i 1925 med om/tilbygning i 2003, opført i mursten, hvidmalet og med sortglaseret tegltag, samlet boligareal 222 m² plus erhvervsareal på 49 m². Opvarmes med pillefyr. Udhusbygning i 2 plan  med et samlet erhvervsareal på 378 m² samt udhusbygning opført i 1994 i 2 plan, samlet bygningsareal 190 m². Have med pergola, rosenhave, overdækket brændeplads, gårdhave og særdeles stor, velanlagt have.

Landbrugsjorden på cirka 80 tønder land er bortforpagtet.

Stuehuset er udlejet til en månedlig leje på kr. 5.200 incl. aconto varme og vand.

Ejendomsværdien for Attemosevej 20 er på 29,5 millioner kroner.

Bødkerstræde 3 er en landbrugsejendom / skovejendom med 2 bygningsparceller, beliggende henholdsvis Bødkerstræde 3 og Lergårdsvej 39, 4640 Faxe. Arealet er på 41 ha. 9.941 m².

Huset på Bødkerstræde 3 beskrives som et meget flot og velholdt finsk bjælkehytte i træ med grøntglaseret tegltag, opført i 1997, med et samlet boligareal på 184 m². Endvidere udhusbygning opført i 1997 i træ med tagpap indeholder: Bryggers, fyrrum, bad og garage. Udhusbygning: Grovkøkken / vaskehus. Dobbelt garage og badeværelse. Der er stenbelægning i indkørsel og på parkeringsareal.Ejendommen er beliggende lige i skovkanten.

Stensgård, Lergårdsvej 39 er en 4 længet gård med lukket gårdsplads og brostensbelagt indkørsel. Det flotte og velholdte stuehus er opført i mursten med stråtag i 1900 med om/tilbygning i 1992. Samlet boligareal 345 m². Længerne er opført i 1994 i mursten med stråtag. Bebygget areal 507 m². Derudover er der en hal opført i 1996 i metalplader, med et samlet erhvervsareal 1.152 m².

I den ene længe er der en udlejet lejlighed med en månedlig leje på 2.200 kroner. Meget stor parklignende have med udsigt til skoven.

Ejendomsværdien for Bødkerstræde 3 er på 12,3 millioner kroner.

Der er berammet tvangsauktion over begge ejendomme samtidig. Ejendommene opråbes enkeltvis og derefter samlet.

Tvangsauktionen finder sted onsdag den 7. november klokken 10:50 ved Retten i Næstved

Kommentarer