To tyske drenge faldet ned fra Møns Klint
En redningsbåd har reddet to tyske drenge på 15 og 16 år, der torsdag eftermiddag faldt ned fra Møns Klint.
To tyske drenge på 15 og 16 år, der er på ferie i Danmark faldt torsdag eftermiddag ned fra Møns Klint. Politiet kender endnu ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken eller fra hvilken højde de to drenge faldt.
– Det var et svært tilgængeligt område, så drengene blev samlet op af en redningsbåd, der sejlede dem til Klintholm, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen.
Fra Klintholm er de to drenge blev transporteret videre til sygehuse. Den 16-årige fløjet i helikopter til Traumecentret på Rigshospitalet. Den 15-årige blev kørt til sygehuset i Nykøbing Falster. Den ene dreng har formentlig brækket et ben og klager over smerter i ryggen. Den anden har ondt i ryggen efter faldet.
Drengene bor til dagligt på et opholdssted i Berlin og er på sommerferie i Danmark med deres pædagoger.
Kommentarer