To vindere af byfornyelsesprojekt i Haslev

Haslev: Priser uddelt i konkurrencen ’Forskøn og skab en stemning i porte eller gårde i Haslev bymidte’.
I forbindelse med områdefornyelsen i Haslev bymidte har Faxe Kommune et projekt der hedder ’Små hurtige succeser’, hvor man kan søge midler til realisering af mindre projekter i Haslevs bymidte. Målet er at fremme aktiviteter og kvaliteter i bymidten, for eksempel arrangementer, events eller mindre fysiske projekter, der generelt skaber mere byliv.
I år har Haslev Handelsstandsforening fået bevilling til konkurrencen ’Forskøn og skab en stemning i porte eller gårde i Haslev bymidte’. Butikker og husejere blev opfordret til at give deres bidrag til at kunder og besøgende i Jernbanegade kunne få en stemningsfuld oplevelse.
I forbindelse med Haslev kulturnat 2016 den 30. september præmierede viceborgmester Dorte Nybjerg de to vindere. Der var mange borgere ved trappen op til biblioteket, og på første række ventede en snes spændte projektdeltagere.
Førstepræmien på 5.000 kroner gik til den socialøkonomiske virksomhed, Værkstedsbutikken Una for projektet ’En fælles vej til voksenlivet’ – udsmykning af gavlen Jernbanegade 48. Andenpræmien på 3.000 kroner gik til Zaika Café & Restaurant, hvor leder Mohammed Shafique har skabt stemning ved Jernbanegade 22.
Vinderprojektet fik følgende ord med på vejen: Projektets resultat er en kunstmosaik på værkstedets gavl i form af en havbølge, som vokser højere og højere op fyldt med liv, små havdyr og bobler, der symboliserer værkstedets slogan En fælles vej til voksenlivet. Projektet er blandt andet valgt, fordi rigtigt mange har været involveret i tilblivelsen af værket. Ifølge projektlederen Helle Bach og de flittige elever fra Kariseuddannelsen var de fælles om at finde på sloganet og igangsatte projektet, hvor alle kunne komme med forslag til ”voksenbølgen”, og de har i fælleskab valgt udformningen af den symbolske bølge, der nu pynter værkstedets gavl og Haslev bymidte.
Om andenpræmien lød motiveringen, at arealet ved porten og Zaika Café & Restaurant er opfrisket med blomsterkasser, nye borde og stole, blå blomsterkrukker, ny maling på underfacaden og farverige reklametavler. Det bemærkes at selv om Mohammed Shafique ikke ejer bygningen, har han som lejer gjort en ekstraordinær indsats for at skabe stemning ved porten og give kunderne mulighed for at tage en pause og nyde bylivet i Jernbanegade.
Der kan søges om tilskud til nye projekter fra puljen ’Små hurtige succeser’ inden 1. februar 2017 via Faxe kommunes hjemmeside.
Kommentarer