Togdriften af Lille Syd overdraget til Region Sjælland
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen overdrog ved en festlig lejlighed mandag den 19. marts ansvaret for banestrækningen mellem Køge og Roskilde til Region Sjælland.
Stationen i Havdrup var mandag eftermiddag rammen for overdragelsen af togdriften på Lille Syd i Region Sjælland. Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen underskrev sammen med regionrådsformand Heino Knudsen aftalen, der betyder, at regionen fra december 2019 har ansvaret for togtrafikken mellem Køge og Roskilde.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen glæder sig over, at Region Sjælland overtager ansvaret for togdriften på strækningen.
– Vi har gode erfaringer fra Nordjylland, hvor Nordjyske Jernbaner i august overtog driften af strækningen mellem Skørping og Frederikshavn. Vi bygger nu videre på disse erfaringer med overdragelsen af togdriften på Lille Syd til Region Sjælland, siger Ole Birk Olesen og fortsætter:
– Regionen har et stort ønske om at finde de bedste lokale løsninger for togtrafikken, som opfylder borgernes behov. Det er med til at sikre lettere adgang til eksempelvis uddannelsesinstitutionerne i Roskilde og bedre muligheder for pendlerne.
Region Sjælland vil ved overtagelsen i december 2019 forlænge Østbanen, så der bliver direkte forbindelse fra Faxe Ladeplads og Rødvig på Stevns til Roskilde over Køge. Den nye direkte forbindelse vil supplere den kommende, statslige regionaltogsbetjening fra Næstved over Køge til København. Forbindelsen vil give pendlere og uddannelsessøgende lettere adgang til uddannelser, hospital og arbejdspladser i regionen.
Kommentarer