Togpassagererne skal anvende digitale billetter
Faxe Ladeplads: Nogle af billetautomaterne på Østbanen forsvinder ved takstskiftet den 17. januar 2016.
Fra 17. januar 2016 skal passagererne på Østbanen skifte mønterne ud med betalingskort eller digitale billettyper.
Movia ser stigende salg af digitale billettyper, såsom rejsekort, mobilbilletter og print-selv-billetter. Samtidig er salget på billetautomater til mønter faldet markant. Under 1 procent af passagererne på Lokaltogs fire strækninger – Lollandsbanen, Østbanen, Tølløsebanen og Odsherredbanen – benytter automaterne, som nu så gamle, at de ikke længere kan opdateres.
Derfor har Movia valgt at udfase en række billetautomater med virkning fra 17. januar 2016, når de nye billetpriser træder i kraft.
Movia og Lokaltog ønsker at give passagererne en god og tidssvarende service. Det sikres bedst via det digitale billetsalg. Der er gennem de senere år sket meget på området for billetsalg: rejsekortet vinder markedsandele, mobilbilletsalget stiger og klippekortet er udfaset.
– Vi kan se, at passagererne i stigende omfang tager de digitale billettyper til sig i forbindelse med billetkøb. Derfor er det naturligt, at vi fokuserer kræfterne på at sikre passagererne god og stabil service i de salgskanaler, som de benytter mest, siger centerchef Søren Englund, Movia.
Passagererne vil fremover kunne benytte rejsekort, sms-billet, mobilbillet eller print-selv billetter via dinoffentligetransport.dk eller rejseplanen.dk. Det er billettyper, som er langt mere stabile i drift end billetautomaterne. Ikke alle billetautomater forsvinder dog.
På udvalgte større stationer vil man fortsat kunne købe kontantbilletter i billetautomater til betalingskort.
Udfasningen af de øvrige billetautomater sker ved takstskiftet 17. januar 2016.
Hvor er der billetautomater?
Der vil fortsat være billetautomater til betalingskort på følgende stationer på Østbanen: Køge, Hårlev, Karise, Faxe Ladeplads, Store Heddinge og Rødvig.
Kommentarer