Haslev

Tohjulede turister sætter kurs mod SydkystDanmark

Foto: Biking by TravelDudes

Selv om sommeren rent vejrmæssigt har budt på et en kavalkade af både solskin, modvind og regn, så tegner 2019 til at blive et godt år for cykelturismen i SydkystDanmark. Det er meldingen fra lokale turistvirksomheder.

 

– Vi kan mærke, at vi i år har fået betydeligt flere cykelturister, siger Stig Lauritsen, der driver Orangeriet Paradehuset ved Gisselfeld Kloster.

 

– Vi har haft cykelturister fra Paris, London, Stockholm, Oslo. Og så selvfølgelig rigtig mange fra København, der tager en tur på 1-2 dage, hvor de så overnatter i nogle af vores skønne Bed & Breakfast i området, fortæller han.

 

Og hos BroBike Kalvehave Cykler er billedet det samme:

 

– Der er væsentligt flere cykelturister i år, det mærker vi både i butikken og på værkstedet, siger indehaver Jorge Christensen-Melia.

 

– Vi har cykelturister fra Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland. Og det helt nye er, at mange er kommet for at køre på den nye Østersørute. Vi havde en tysk familie på fem, der ville køre hele ruten, og den er altså over 800 kilometer lang, siger Jorge Christensen-Melia.

 

Millioner til Østersøruten

 

Østersøruten åbnede under stor bevågenhed i maj 2018 og blev i foråret 2019 kåret til Årets Cykelrute på Hollands største cykel- og vandremesse ’Fiets en Wandelbeurs’. Ruten snor sig i et 8-tal fra den dansk-tyske grænse henover Fyn, igennem Sydsjælland-Møn til Lolland-Falster og tilbage. Af Østersørutens 820 km går 170 kilometer gennem Sydsjælland og Møn.

 

Netop Østersøruten skal over de kommende år udvikles til en cykelrute i absolut international topklasse, og cykelruten er netop blevet tildelt 3,7 millioner kroner i økonomisk støtte af Erhvervsfremmebestyrelsen.

 

– Først og fremmest er vi glade for, at flere cykelturister har fået øjnene op for de oplevelser, der venter i SydkystDanmark. Og så glæder vi os over, at vi med den store økonomiske håndsrækning til Østersøruten får mulighed for at booste cykelturismen endnu mere i de kommende år, siger Heidi Larsen, der er netværks- og forretningsudviklingschef hos VisitSydsjælland-Møn.

 

 

 

– Vi vil gerne være aktive i vores ferier, og samtidig er en cykelferie en rigtig god måde at være sammen med familien eller vennerne. Vi oplever en stigende efterspørgsel på mere bæredygtige ferieformer, som fx cykelferie, derfor skal vi hele tiden udvikle og forbedre forholdene for cykelturisterne, siger hun.

 

Et af de tiltag, der allerede er sat i søen til sommeren 2019, er etableringen af BikeFriends, der er en værtsskabsordning, der tilbyder en række ekstra services til de tohjulede gæster.

 

I alt 58 lokale turismeaktører er indtil nu med i ordningen. Blandt andre Paradehuset ved Gisselfeld Kloster:

 

– Vi har valgt at være BikeFriend, fordi vi synes det er vigtigt at give cykelturisterne den bedst mulige oplevelse af vores destination. De er trætte i benene efter cykelturen, så de vil gerne have et sted, hvor de kan hvile sig i skyggen, og samtidig sørger vi for, at de kan låne lappegrej og få fyldt vanddunken, så de er klar til næste etape, siger Stig Lauritsen fra Paradehuset ved Gisselfeld Kloster.

Kommentarer