Samfund

TopCamp Feddet klar med SportsCamping

Faxe: TopCamp Feddet har indgået en aftale med firmaet Outdoorsports om et nyt koncept de kalder SportsCamping

TopCamp Feddet, der ligger placeret ved skov, åbne marker og kilometervis af lækker sandstrand, er en perfekt ramme om en aktiv ferie for dem, der gerne vil prøve kræfter med familievenlige aktiviteter i det fri.

Sportscamping skal tage kampen op med de udenlandske sportsferier, og har ud over en lang række aktiviteter også samvær og sundhed som omdrejningspunkt.

Deltagerne kommer i løbet af de fire aktive dage til at prøve kræfter med GPS-løb, mountainbike, kajakpolo, snorkeldykning, bueskydning og meget mere, alt sammen guidet af professionelle og humørfyldte instruktører. Men der er også tid i programmet uden planlagte aktiviteter, hvor man kan nyde hinanden og benytte nogle af pladsens mange faciliteter.

Outdoorsports stiller alt det nødvendige udstyr til rådighed og sørger derudover også for en lejr af opslåede telte lige til at flytte ind i.

– Det skal være let, attraktivt og med masser af tid til at være sammen, udtaler Søren Telling fra Outdoorsports, der i samarbejde med lejrchef Kasper Kristensen fra TopCamp Feddet ved Faxe har udviklet SportsCamping.

– Vi starter dagen med en lækker morgenmadsbuffet, så depoterne er tanket op til dagens aktiviteter, og hvor de deltagende familier får mulighed for at lære hinanden at kende, forsætter han.

– For at vise områdets helt unikke muligheder har vi som en del af programmet indlagt et Adventure Race, hvor familierne kommer til at dyste mod hinanden og selv skal finde vej mellem de forskellige opgaver, der befinder sig på det mere end 1000 hektar store område,” fortæller han videre.

Alle deltagere på SportsCamping har desuden fri adgang til at slappe af i TopCamp Feddet’s nye, overdækkede pool-område, hvor vandet altid er 28 grader varmt.

SportsCamping er tiltænkt familier med børn mellem 12 og 18 år og afvikles over fire dage med masser af aktiviteter. Der er mulighed for ankomst mandage og torsdage i uge 28, 29 og 30. Yderligere information kan fås på www.sportscamping.dk

 

Kommentarer