Karise

Torsdag den 7. juni står i robotteknologiens tegn

Se billedserie

Hele den dag er cirka 220 elever fra Faxe Kommunes folkeskoler samlet i Karise Hallerne, Møllevej 6A, 4653 Karise fra klokken 8.30-15.15.

Eleverne har gennem længere tid arbejdet med robot- og teknologiprojekter, og denne dag skal de vise deres færdige produkter – eller prototyper – frem for et dommerpanel.
Dommerpanelet består af borgmester Ole Vive, direktør Kirsten Jacobsen, fælleselevrådsformand Andreas Tofte Bøndergaard og erhvervsleder Klaus Rønholt, administrerende direktør for Faxe Kalk.

Den bedste og mest innovative prototype bliver udpeget som vinder.

Lærere på forskellige klassetrin på skolerne har været på introduktionsforløb hos Faxe Kommunes samarbejdspartner Blue Ocean Robotics for at lære systemet Hummingbird at kende.

Populært sagt er den en printplade, hvor man i den ene side kan sætte sensorer på, og på den anden side maskiner, som efter programmering opfører sig, som man ønsker det.

Der kan for eksempel være en bevægelsessensor på den ene side, og en luftblæser tilsluttet på den anden side. Så kan eleverne programmere blæseren til at gå i gang, hvis noget nærmer sig sensoren.

Mulighederne er uendelige, kun kreativiteten og fantasien sætter grænserne.

Og det er også meningen. Eleverne skal bruge deres kreativitet, og gennem brug af Hummingbird’en skal de både via programmering og samling af dele i ”printpladen” skabe interessante løsninger på de teknologiske udfordringer, de stiller sig selv.

Programmet for dagen:

8.30 – 8.45:     Velkomst

8.45 – 9.00:     Dagens program

9.00 – 11.30:   Robotværksted – klasserne gør deres prototyper færdige og forbereder fremvisning

11.30 – 12.30: Frokost

12.30 – 14.00: Rundgang og fremvisning (15 minutter pr. prototype)

14.00 – 14.30: Panelvurdering / Pause

14.30 – 15.00: Afgørelse og præmieoverrækkelse

15.00 – 15.15: Tak for i dag

Kommentarer