Træd varsomt – her dannes mennesker
Debat: Folkeskolereformen har efterhånden været i gang i næsten to skoleår, og det er på tide at tage pulsen på den.
Indsendt af Line Krogh Lay. Folketingskandidat i Faxekredsen, Radikale Venstre
Meget tyder på, at lærerne mange steder oplever en forøget detailstyring med minutiøse krav i forhold til undervisningen. Det har efter min overbevisning aldrig været hverken meningen eller hensigtsmæssigt at fratage lærerne høj grad af metodefrihed og fleksibilitet i forhold til at justere, udvikle og ændre deres undervisning undervejs i løbet af skoleåret. God undervisning kræver løbende tilpasning, og at man kan gribe en pludselig opstået situation eller idé og forfølge den.
Læringsmålsstyret undervisning burde fungere som et redskab til hjælp for lærerne i forhold til at danne sig overblik og lette deres arbejde. Det var meningen, at de nye mål, skulle være nemmere at bruge. Mange steder tyder det dog på, at de nærmere bruges til at slå lærerne i hovedet med i forhold til øget kontrol, tidskrævende papirarbejde og begrænsning af metodefriheden. Implementeringen af folkeskolereformen er et eksempel på, at der kan være langt fra teori til praksis, og hvis ikke vi ikke reagerer, risikerer vi at skade vores folkeskole. Den skole, som vi ønsker, at vores fremtid skal bygges på, og hvor vore børn skal dannes til at blive hele mennesker.
Vi skal have fundet en balance, og i den forbindelse vil jeg i min egenskab af lokal folketingskandidat gerne undersøge nærmere, hvordan den målstyrede og understøttende undervisning samt folkeskolereformen fungerer i Faxe Kommune. Så hvis du og nogle af dine kolleger kunne tænke jer at mødes med mig til et dialogmøde eller bare skrive til mig og fortælle om jeres hverdag, må I meget gerne tage kontakt til mig på linekroghlay@outlook.dk eller via min Facebookside, Line Krogh Lay – RV.
Det vi gør, skal give mening!
Kommentarer