Træningsstævne hos Haslev Køre- og Rideforening
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/07/military.jpg)
Haslev: Haslev Køre- og Rideforening afholder kvalifikationsstævne på søndag med træning på terrænbanen fredag.
Søndag den 3. maj er Haslev køre- og rideforening vært for den anden kvalifikationrunde af årets Subaru Cup.
Cuppen er en populær nordisk stilturnering i terrænspringning, for både ponyer og heste. Formålet er at give nye militaryryttere muligheden for at deltage i en terræn-cup, hvor det ikke gælder om at ride stærkt, men om at ride rigtigt og udvikle sig selv og sin pony/hest.
Stævneformen, der tidligere hed Sugar Cup, blev grundlagt i Sverige i 2008 af Pernilla og Ted Velander. I 2012 afholdt Militaryudvalget hos Dansk Rideforbund den første Sugar Cup i Danmark, og det blev en stor succes for deltagende ryttere og forældre. Cuppen er nu sponseret af Subaru, og i år afvikles finalen i Danmark.
Rytterne har fredag den 1. maj mulighed for at træne på banen, hvor Nia Ostermann Hvitved kommer, og hjælper rytterne.
Selve Subaru Cup rides på en bane bestående af 8 – 9 forhindringer på en bane på mellem 800 og 1200 meter. Der skal indgå en vandpyt, et hul eller en grøft og enten en bakke (ridning op og ned) eller et op- og nedspring.
Man kan læse mere om Subaru Cup på hkr.nyt.dk
Alle er velkomne. Der er gratis entre for tilskuere.
Subaru Cup afholdes søndag den 3. maj med træning fredag den 1. maj på Stengaard, Grønhøjgårdsvej 4, Haslev.
Kommentarer