Rønnede

Trætårnets fremtid afgøres torsdag

Foto: Erlebnis Akademie AG

Faxe Byråd skal torsdag tage endelig stilling til en ny lokalplan, der vil give Camp Adventure tilladelse til at opføre blandt andet et trætårn, et aktivitetstårn, en besøgsgård og en dyrepark.

Torsdag den 15. december skal byrådet i Faxe Kommune tage stilling til den nye lokalplan 1200-37, samt kommuneplantillæg nr. 6, miljøvurdering, og VVM-redegørelse for Camp Adventures imponerende projekt, naturoplevelsesparken Camp Adventure Park  med et 60 meter højt udsigtstårn, et 30 meter højt aktivitetstårn, samt en besøgsgård og dyrepark.

Lokalplanens formål er at muliggøre etablering af et fritidsanlæg i det åbne land, der rummer et oplevelsesområde med nuværende og kommende rekreative faciliteter såsom trætopbaner, udsigtstårn, aktivitetstårn, svævebane, gangbroer, parkeringsplads, besøgsgårde, dyrepark, publikumsorienterede faciliteter og overnatning i form af sheltere samt ferieboliger i de eksisterende gårde i området. Lokalplanens formål er ligeledes, at bebyggelse og anlæg indpasses under hensyn til det kuperede landskab.

Læs også: Planer for Camp Adventure ved Vester Egede i høring

Der har været afholdt offentlig høring om planerne og været afholdt et orienteringsmøde om projektet. I denne forbindelse har Faxe Kommune modtaget 16 bidrag fra borgere, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Museum Sydøstdanmark, Politiet, Dansk Ornitologisk Forening, Erhvervsstyrelsen og Vejdirektoratet.

De indkomne idéer, forslag og kommentarer er gennemgået i en sammenfattende redegørelse med hvidbog og er blevet vurderet i forhold til lokalplanen. Man kan downloade hvidbogen (pdf) fra kommunen hjemmeside.

Hovedpunkterne i høringssvarene omhandler overordnet trafik, landskabelig påvirkning og påvirkning af områdets rekreative værdier, påvirkning af flora og fauna, støv fra adgangsvej, modstand mod dyrepark og fuglevoliere, sammenhæng med Rute 54, at planen ikke regulerer tilstrækkeligt samt tilgængelighed, som gennemgås i den sammenfattende redegørelse/hvidbog.

Er tårnet unødvendigt højt?

Der er i høringssvarene blandt andet udtrykt bekymring for om højden på tårnet er unødvendigt højt. DN’s afdelingsbestyrelse for Faxe Kommune har i deres høringssvar foreslået at højden i stedet sættes til max. 40 meter. Så vil toppen af tårnet være minimum 10 meter over trætoppene, og udsigten vil givetvis stadig være ’spektakulær’.

Hertil svarer administrationen at højden af tårnet er en betydelig del af attraktionen, og de indstiller, at lokalplanens højde på et tårn kan være op til 60 meter. Men samtidigt bemærkes det, at det fra bygherre er oplyst, at der i øjeblikket arbejdes med et tårn på 45 meter.

Center for Plan & Miljø har derudover forhandlet ændringer i lokalplanen med Erhvervsstyrelsen og Vejdirektoratet. Det har ført til en del ændringer til lokalplanen.

Man kan downloade rettelsesbladet til lokalplanen (pdf) fra kommunens hjemmeside.

De væsentligste ændringer er:

  • Byggefeltet for udsigtstårnet flyttes 15 meter længere væk fra Brødebækken.
  • Voliere i udsigtstårnet udgår.
  • Det samlede bruttoetageareal til kiosk og salg af souvenirs må maksimalt udgøre 250 m² samlet bruttoetageareal.
  • Der åbnes mulighed for at adgangsvejen kan asfalteres.
  • Hældningsgraden på gangbroen udgår af lokalplanen.

Endvidere er projektets realisering betinget af Vejdirektoratets tilladelse til etablering af ny vejadgang, da denne er beliggende indenfor 100 meter fra Ny Næstvedvej, der er en statsvej.

Kommentarer