Transportministeriet støtter landsbyruter ved Faxe

movia_bus

Faxe Kommune: Den kollektive trafik omkring Faxe by har netop fået et tilskud fra Transportministeriet

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at udmønte cirka 26 millioner kroner til forbedringer af den kollektive trafik i yderområderne i Danmark.

Faxe Kommune tildeles 1.251.100 kroner til forbedring af den kollektive trafik. Det svarer til 50 procent af det samlede budget, der er på 2.502.200 kroner.

Den sydøstlige del af Faxe Kommune er i dag uden rutebårne kollektive trafiktilbud. Der tænkes derfor indsat to landsbyruter, der i dagtimerne vil tilbyde områdets borgere transport til og fra indkøb, læge og lignenden samt mulighed for tilslutning til Østbanen og de regionale ruter mod Næstved, Ringsted og Haslev.

Desuden får Infrastrukturselskabet LJ A/S 1.780.500 kroner, til opgradering af Faxe syd station. Beløbet svarer til 50 procent af det samlede budget, der er på 3.561.000 kroner.

Faxe syd station ønskes opgraderet, med henblik på at sikre bedre skifteveje og bedre parkeringsløsninger for kunder. Dette set i relation til stationens voksende betydning ved kommende direkte tog Faxe S – Køge-Roskilde og det nye togsystem Næstved – Køge – København fra 2018.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

– Jeg er rigtig glad for, at vi med denne aftale kan styrke den kollektive trafik i yderområderne, således at mere tyndt befolkede områder også får styrket de lokale tilbud om kollektiv transport.

Kommentarer