Tre DM titler til HTTs trampolinspringere
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/05/herrer2015-05-10_1924-620x316.jpg)
Haslev: Haslev TTs Daniel Præst blev individuel dansk mester i trampolinspring for seniorherrer ved DM stævnet i Holstebro i går.
For første gang nogensinde i sin lange trampolinkarriere kunne Haslev TTs Daniel Præst stolt række vandrepokalen i vejret og kalde sig individuel dansk mester i trampolinspring for seniorherrer efter sin flotte indsats ved DM stævnet i Holstebro i går.
Efter at have vundet et utal af DM titler i ungdomsrækkerne – men aldrig et senior DM – valgte Daniel for tre år siden at tage en pause fra trampolinsporten.
For knap 10 måneder siden vendte lysten tilbage, og i går kunne han se den foreløbige kulmination på sit come-back, da han sikkert vandt DM-guldet foran sin 16 årige klubkammerat Benjamin Kjær og med 15 årige Lucas Cheung, ligeledes fra HTT på bronzepladsen.
Christian Andersen blev nummer 6 og Tobias Dybdahl nummer 8, Teis Petersen nummer 12 og Joah Cheung sluttede som nummer 16 af de 30 herrer til start.
Men ikke nok med det: Daniel Præst vandt også DM-titlen i synkronspring sammen med Christian Andersen, hvor de med stor sikkerhed og god synkronitet henviste HTTs Tobias Dybdahl og hans makker Martin Wagner til andenpladsen. Benjamin blev her nummer 8 med sin makker, Jakob Schoppe, KTK, lige efter Lucas Cheung og Teis Petersen, HTT på 7. pladsen.
Dagens tredje DM gulmedalje til HTT stod Sara Lindahl for, da hun med en flot indsats i synkronspring med Vanessa Rae Smith, KTK sikrede sejren. Sara Ladegaard fik her bronze sammen med Pernille Juhl Mogensen, Odense.
Sara Ladegaard blev nummer 5 og Sara Linddahl nummer 15 efter et kiks i den indledende runde. Vanessa Rae Smith blev dansk damemester 2015.
Med de tre DM titler i weekenden kom det samlede antal til HTTs trampolinafdeling siden 1971 op på 479 titler.
Foto 1: HTTs tre medaljetagere i herrekonkurrencen: Benjamin Kjær, Daniel Præst og Lucas Cheung
Foto 2: HTTs medaljetagere ved DM-stævnet: Fra venstre: Christian Andersen, Lucas Cheung, Daniel Præst, Sara Ladegaard, Benjamin Kjær, Sara Lindahl og Tobias Dybdahl.
Kommentarer