Tre kommuner sammen om at forbedre cykelrute

Faxe Kommune: Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner er gået sammen med Østdansk Turisme om at forbedre den snoede strækning langs Præstø Fjord.
Til foråret går arbejdet i gang med at ændre strandvejen langs Præstø Fjord til en såkaldt ”2-1 vej”, hvilket betyder at bilerne får ét dobbeltrettet spor midt på vejen, og at cyklisterne får brede cykelzoner markeret med rød asfalt.
Læs også: Cykelruten gøres nu mere sikker
Præstøvej langs Præstø Fjord er en den af den internationale cykelrute fra Berlin til København. Cykelruten er blevet gennemkørt af en repræsentant fra Tyskland og strækningen langs Præstø Fjord dumpede på sikkerhed, på grund af den tunge gennemkørende trafik samt at der var for lidt plads til tohjulede trafikanter.
Om et par måneder slutter EU-projektet “Powered by Cycling: Panorama”, som Østdansk Turisme er leadpartner på. Siden 2012 har de arbejdet på at højne kvaliteten af den danske del af cykelruten mellem Berlin og København, ikke mindst på det område, der handler om infrastruktur. Bedre skiltning, cykelvenlig belægning, et oplevelsesrigt ruteforløb og interessante pejlemærker, som i sig selv er en udflugt værd.
Enighed om “2-1 vej”
Der var ikke økonomi til cykelstier på den 7,3 km lange strækning, så de tre kommuner fik her i efteråret en konsulent til at vurdere fordele og ulemper ved en såkaldt “2-1 vej”. Fordelene vejede tungest, så fremover må bilister på den naturskønne vej nøjes med ét dobbeltrettet spor midt på vejen. Cyklisterne får plads på brede cykelzoner, der er markeret med rød asfalt.
En indsats, der betaler sig
Karen Lilleør er projektkonsulent i Østdansk Turisme, og hun ser lyst på udviklingen i cykelturismen på Sjælland, Møn og Lolland-Falster:
– Det var en kritisk strækning på den populære Berlin-København-rute, og det spiller en stor rolle for de tyske turister, vi er så afhængige af her i regionen. Kommunernes tekniske forvaltninger har været gode til at bruge den rapport, vi fik udarbejdet, og infrastrukturen er forbedret markant de sidste to år, udtaler Kren Lilleørd og fortsætter:
– Samtidig er turismeerhvervet blevet mere opmærksomme på potentialet i cykelturisterne, så de tilbyder en målrettet service. Og vi kan allerede se, at der kommer flere cyklende gæster, og at de er mere tilfredse, end de var før.
Man kan læse mere om Panorama-projektet på visiteastdenmark.dk/cykelturisme.
Kommentarer