Tre litauere fængslet for indbrud i Tureby

Et godt politisamarbejde mellem politikredsene førte fredag eftermiddag til, at tre litauiske statsborgere blev fængslet i 4 uger for indbrud i en lade i Tureby
En opmærksom patrulje fra Sydøstjyllands Politi blev torsdag aften opmærksom på en litauisk kassevogn på en rasteplads i Jylland. Da de kiggede i kassevognen fandt de cykler, værktøj, bærbare computere fladskærmsfjernsyn, fiskestænger, motorsave, bådror, buskrydder og en række andre effekter.
Politiet fik mistanke om, at tingene stammede fra tyveri. Den efterfølgende efterforskning viste, at en del af effekterne stammede fra et indbrud i Tureby den 12. december 2011.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi overtog derfor sagen, og de anholdte blev fremstillet for en dommer ved Retten i Næstved og fængslet frem til den 12. januar 2012.
Politiet skal nu efterforske om de andre ting, som blev fundet i bilen, også stammer fra indbrud i Danmark.
Kommentarer